Her gror fællesskabet

Tekst og foto: Anette Løkken Sørensen

”Jeg ved ikke helt, hvordan det skal se ud, så jeg tør ikke luge!”

Dorte Madsen, 70, ser på alt det grønne, der spirer frem fra hendes højbed i Karolinelund. Her har hun fået en byhave, og i år er første sæson. Dorte har sået radiser, gulerødder, salat og valmuer – og det er blomsterne, hun ikke ved, hvordan ser ud, når de kommer op af jorden, men det betyder ikke så meget.

”Jeg er glad for, at jeg kan gå her og pulle med tingene. Jeg har ikke kræfter til en kolonihave, og har ingen altan, så da jeg opdagede de her byhaver, tænkte jeg Wauw!”, fortæller hun.

Hun fandt frem til havernes bestyrelse og blev skrevet op til en have, men uden nogen forventninger:

”Jeg var nummer nogen-og-tyve på ventelisten, så jeg tænkte bye-bye; sådan en får du ikke, og så glemte jeg det faktisk igen. Da jeg så fik mail om, at jeg kunne få en have, blev jeg meget glad.”

Jytte Kragh er medlem af bestyrelsen og har byhave lidt længere nede ad havegangen. Jytte og hendes mand Arne flyttede til Aalborg fra Skørping for syv år siden. Børn og børnebørn kaldte, så det var goddag til en lejlighed og farvel til hus og have:

”Der var en, der ikke gad haven længere”, siger Jytte, 68, med et sideblik til sin mand.

De griner begge, for i dag nyder de nærheden til byen, haven her i Karolinelund, som de har brug for, selvom de faktisk har en stor altan:

”Der er jo kun en halv Plantorama på altanen, så vi måtte have en have mere”, som Arne, 68, skælmsk bemærker.

Han understreger gang på gang, at han kun er Jyttes assistent, og fortæller, at en af hans faste opgaver er at vande – og at han gerne hjælper andre, hvis der skal hentes vand.

”Ja, vi hjælper da hinanden”, siger Ole Mou, der er 86 og ligesom Dorte er ny byhave-ejer.

Fællesskabet vokser

Ole har fået epilepsi i en sen alder, så han kan, og må, ikke længere de samme ting, som engang. Det er en svær erkendelse, men så hjælper det at tage scooteren (som han gerne må køre på) og køre over broen fra Nørresundby til Aalborg og luge i byhaven og få en snak over den hæk, der ikke er her.

”Det er godt at komme ud og gå her i luften. Jeg har sat kartofler og købte blomster, fordi jeg ville have nogle farver i min have”, forklarer han.

Ole er her to-tre gange om ugen alt efter vejret. Når det regner, er det ikke så tillokkende at gå i haven, og så er der jo også sørget for vandingen, som han siger.

Aldersspændet i haverne her er ret bredt; fra de unge i tyverne og til en mand som Ole i firserne.

”Det er jo det fede ved det her; der er ingen høje hække. Her snakker vi med hinanden og møder nye mennesker. Alle snakker sammen”, siger Arne Kragh, der er 68.

Dorte kendte ikke nogen, da hun såede de første frø, men fællesskabet vokser i takt med afgrøderne, og hun synes, det er hyggeligt, at så mange også kommer hen og spørger til haverne.

Både Dorte, Arne og Jytte bor lige om hjørnet, så de er her tit for at vande, gå tur eller lige hente en frisk stilk af et eller andet:

”Hvis jeg står og mangler et eller andet, så går jeg bare herhen efter det” som Dorte siger.

De har alle børnebørn, og Ole endda oldebørn, og så er det praktisk, at der er legeplads lige ved siden af haverne. Her er også et skur og bord-bænke-sæt, som bliver flittigt brugt til en tår kaffe. Det sociale bliver dyrket i den udstrækning, der ønskes, for ganske som med haverne, er det op til den enkelte at bestemme hvor meget tid og energi, der skal brugen i haverne. Selvom Dorte selv siger, at hun ikke har så meget styr på det med haven, så er det ikke noget, der bekymrer:

”Det er learning-by-doing, og jeg snakker jo med andre herovre, og så finder vi ud af det!”, siger hun.