Skip til hoved indholdet

Mandeværket: Det er sgu svært det her

Mænd har ofte lidt sværere end kvinder ved at række ud efter hjælp, og de har endnu sværere ved at finde sig til rette i fællesskaber. Det vil Aalborg Kommune nu gøre noget ved , hvor sundhedsugen i uge 24 bliver startskuddet til et nyt samarbejde, hvor fokus er på at hjælpe mænd ud af deres isolation og skam.

Målet er at samle fagfolk og sociale indsatser, der arbejder med mænds trivsel og sundhed – og gøre det nemmere at spille hinanden gode på tværs.

"Der er mange gode tilbud til mænd rundt omkring, men det kan være enormt svært for den enkelte mand at finde dem. Det virker uoverskueligt. Netværket skal hjælpe os med at synliggøre fællesskaberne og få flere med,” siger Brian Rohde, som er en af kræfterne bag MANDEVÆRKET og ansat i Aalborg Kommunes Center for Sundhedsfremme.

Brian Rohde er selv 59, og ”føler sig i øjenhøjde” med målgruppen. Fagligt ved han også, hvad han taler om, for han har arbejdet med mænds sundhed i mere end otte år, både som brobygger og som tovholder på initiativer som ”Fars Legestue” for fædre på barsel, og rygestopkurser for mænd. Gennem årene har han talt med mange mænd; nogle bare en enkelt gang i telefonen, andre gennem længere forløb.

Han oplever, at mange ældre mænd, især dem, der er gået på pension eller på anden måde udenfor arbejdsmarkedet, har svært ved at få hul igennem til nye fællesskaber, selv når de godt ved, at det ville være godt for dem.

"De mænd jeg møder har typisk en livsstilssygdom, men er ikke så glade for at tale om det. Et par Panodiler og en halv dag på sofaen – så går det nok over. Men sandheden er, at det er rigtig svært for mange at acceptere, at de er syge og har brug for hjælp. Jeg er selv i målgruppen og skal også tage mig sammen til at kontakte lægen, hvis der er noget, der gør ondt”, erkender Brian Rohde.

Målet for ham er, at mænd opdager, at de ikke er alene om at føle, at livet kan være svært:

”Vi skal have øget kendskab til hinanden og dele erfaringer, for det hele handler om at skabe et længere og bedre liv for mænd. Vi skal belyse problemer, og de skal ikke være tabu-belagte. Det er okay at sige; ”Det er sgu svært det her!”

Mandeværket

-er ikke et direkte tilbud til mænd i Aalborg kommune, men et netværk for fagpersoner. Dem, der til daglig arbejder med at skabe sundhed og trivsel for mænd. Netværket skal samle viden, dele erfaringer og sikre, at de gode tiltag, der allerede findes, bliver synlige og brugt rigtigt.

"Jeg går ikke op i diagnoser. Jeg møder mændene som mennesker, og det er vigtigt, at vi som fagfolk bliver bedre til at spille hinanden gode, så vi kan hjælpe flere. Nogle mænd skal bare lige have en hånd på ryggen, så går de med i et gå-fællesskab, og pludselig sker der noget. Andre når vi måske aldrig helt i mål med.Men vi skal blive ved med at prøve," mener Brian Rohde.

Det stiftende møde i MANDEVÆRKET finder sted torsdag den 12. juni, hvor 20-30 fagfolk og aktører fra hele kommunen deltager.

Var det noget for dig?

Har du brug for mere fællesskab i dit liv – eller kender du en mand, der har? Så tag fat i Brian Rohde via Center for Sundhedsfremme på Fyrkildevej 7, 9220 Aalborg Øst

Fakta om mænds sundhed

Mænd lever kortere end kvinder fordi de oftere og tidligere pådrager sig dødelige sygdomme. Men en meget vigtig årsag er mænds højere dødelighed af sygdomme. Det går nemlig mænd endnu dårligere end kvinder, når de har fået en sygdom:

  • Mænd har 5‐10 % større forekomst af kræft end kvinder, men 35‐40 % større dødelighed.
  • Mænd har ca. 45 % større risiko for at udvikle hjertesygdomme, men 70 % større dødelighed.
  • Mænd har ca. 25 % større forekomst af diabetes, men ca. 75 % større dødelighed.
  • Mænd har ca. 10 % større smitte med, men dobbelt så stor dødelighed af COVID‐19.
  • Mænd har ca. 8 % større forekomst af apopleksi/stroke, men ca. 20% større dødelighed.

Dertil kommer, at mænd er under-opdagede og under-behandlede for deres psykiske problemer. Det store problem for mænd – og især mænd uden nære relationer i livet – er, at det går dem så meget dårligere, når de er blevet syge. Det har især noget med mænds forhold til sundhedsvæsenet at gøre, men i nok så høj grad at gøre med sundhedsvæsenets forhold til mænd. Den større dødelighed og de uopdagede psykiske problemer hænger sammen med, at mænd får diagnoser og behandling for sent, og at samarbejdet mellem mændene og sundhedsvæsenet ikke er godt nok.

Derfor skal der gøres noget ved disse faktorer:

  • Viden om symptomer:
    Mænd har gennemgående mindre viden om sundhed og dermed også mindre viden om, hvilke symptomer det er vigtigt at reagere på.
  • Reaktion på symptomer:
    Mænd opsøger lægen senere og kommer sjældnere hos lægen end kvinder med risiko for at sygdommen er mere fremskreden og at behandlingen følgende har mindre effekt.
  • Dialogen med lægen:
    Hos lægen kan der være forståelses- og dialog-problemer, især når patienten er en ufaglært mand. Den gode dialog er vigtig i forhold til at få den rette diagnose tidligst muligt i forløbet.
  • Pasning af behandlingen (compliance):
    Når det handler om at passe behandlingen for en sygdom, er mænd ikke altid gode til for eksempel at tage deres medicin og til at være patienter. Hos lægen kan der være forståelses- og dialog-problemer, især når patienten er en ufaglært mand.
    Den gode dialog er vigtig i forhold til at få den rette diagnose tidligst muligt i forløbet.
  • Rehabilitering og livet med kronisk sygdom:
    Når det kommer til rehabilitering og at bruge tilbud til mennesker med kroniske sygdomme, som er blevet centrale elementer i vor tids behandlinger, så deltager mænd langt mindre end kvinder.

Kilde: sundmand.dk

Giv feedback

Dit Blad

Storemosevej 19
9310 Vodskov

Ring til os

99 82 92 92

Telefontid onsdag 10 til 13

Skriv til os

Skriv mail til ditblad@aalborg.dk