Seks sommerbøger til din sommerferie
Sommerferien nærmer sig, og ferietid er lig med læsetid! Aalborg Bibliotekernes personale kommer her med seks bøger, der på hver sin måde er en rigtig god læseoplevelse. God læselyst!
Til krimielskeren
Pia anbefaler: De tavse dukker af Rita Herron
Underholdende amerikansk krimi for alle med hang til dramatisk politiefterforskning med relation til fortiden og en interessant kvindelig hovedperson. Vi befinder os nær vandreruten Appalachian Trail, hvor flere piger er forsvundet fra det nordlige Georgia til Maine.
Kriminalbetjent Ellie Reeves tager sagen i egen hånd efter et opgør med sin far, der er egnens sherif. Mystikken breder sig, da Ellie graver i sagen, og fortrængte minder om fortiden vælder op til overfladen.
👉 Find den her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/work/work-of:870970-basis:140503762?type=lydbog+%28online%29
Til cykelentusiasten
Allan anbefaler: Rolf og Ritter: historier fra 20 år med Tour de France
Bogens titel siger nærmest det hele. Rolf Sørensen og Dennis Ritter fortæller historier fra deres 20 år som kommentatorer på TV 2’s dækning af Tour de France. Det er 20 år, som har budt på dopingskandaler, kæmpedrama på de franske landeveje, Chris Anker Sørensens tragiske død og senest Jonas Vingegaard, som igen i år forventes at køre med om den samlede sejr.
Læs den for eksempel mens du har en af de lidt kedelige ”transportetaper” kørende på dit tv i baggrunden.
👉 Find den her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/work/work-of:870970-basis:140461741?type=bog
Erotik og romantik
Line anbefaler: Silver Corp – Testamentet af L. Sherman
Da ejeren af USA’s største guld- og sølvproducent dør, står hans tre sønner til at overtage familiefirmaet. Men oplæsningen af testamentet byder på overraskelser. Den ældste søn, Holden, ved ikke, hvordan han skal leve op til betingelserne – men mødet med stewardessen Catalina ændrer alt …
Den er god, fordi historien er spændende og facetteret- det udvikler sig forhåbentlig i de næste bøger i serien.
Hovedpersonerne er ikke bange for at prøve nye ting, så dermed også en lille advarsel: I litteraturgenren romance bruges ordet ”spicy” til at fortælle, om der er seksuelt eksplicitte scener i en bog.
Denne bog er meget spicy.
👉 Find den her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/work/work-of:870970-basis:138157318?type=bog
Hvorfor kan jeg ikke lægge min telefon fra mig?
Allan anbefaler: Vanedyr af Nicklas Brendborg
Nicklas Brendborg er en fremragende formidler af videnskab, og i Vanedyr tager han fat på superstimuli og forklarer, hvorfor mennesker blandt andet har enormt svært ved at lægge telefonen fra sig. Det er et spændende indblik i, hvordan vi er programmeret, og det kan hjælpe dig med bedre at forstå, hvorfor du altid ender med chips og rødvin i indkøbskurven – selvom du egentlig bare gik ind i Brugsen for at købe broccoli.
👉 Find den her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/work/work-of:870970-basis:137107074?type=bog
Den historiske roman
Pia anbefaler: Statuetten af Victoria Hislop
Medrivende fortælling fra betagende Grækenland om hemmeligheder, fortid, slægt og kærlighed. Helena tilbringer sine barndomssomre i bedsteforældrenes lejlighed i Athen, hvor hendes strenge bedstefar er general i juntaen. Først da hun som voksen arver lejligheden og opdager en samling antikke genstande, forstår hun omfanget af familiens brutale fortid. (Gen)forelsk dig i Grækenland og forsvind ind i denne underholdende roman.
👉 Find den her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/work/work-of:870970-basis:138751449?type=bog
Dansk voksentegneserie i verdensklasse
Ditte anbefaler: I morgen bliver bedre af Karoline Stjernfelt
I morgen bliver bedre er Karoline Stjernfelts tegneserietrilogi om et af Danmarkshistoriens mest kendte trekantsdramaer – historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee. Det tog Stjernfelt ti år at skabe serien. Selvom ventetiden mellem hvert bind har været lang, har det været det hele værd.
Tag nu bare hendes valg af farver, som hun formår at gøre ekstremt stemningsfulde: tusmørkelilla, sommerdagsgul, eftermiddagsorange – du er ikke i tvivl. Du ved for eksempel, at sådan dér falder lyset ind ad vinduerne om eftermiddagen – nøjagtig den farve har det også i virkeligheden. Det er ikke bare en tegneserie – det er kunst. Snyd ikke dig selv for den oplevelse, det er at læse I morgen bliver bedre.
👉 Find den her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/search?q=I%2520morgen%2520bliver%2520bedre
Vidste du, at du også kan låne puslespil og brætspil på biblioteket?
Det kan du – så hvis du mangler underholdning til sommerhuset, noget socialt at hygge med sammen med børnebørnene eller lignende, kan du finde mere på aalborgbibliotekerne.dk (https://www.aalborgbibliotekerne.dk).