start på hovedindhold

Kærligheden (kan) findes

Flere og flere ældre finder kærligheden (igen) via datingsider på nettet. Blandt de 65-74årige er andelen fordoblet

Flere og flere ældre finder kærligheden (igen) via datingsider på nettet. Blandt de 65-74årige er andelen fordoblet, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik. Det bekræfter jo heldigvis, at kærlighed ingen alder har. Herunder kan du møde Jane, som fandt kærligheden via et opslag på Facebook, og Mark og Anne-Dorrit, som fandt hinanden igen – efter livslang adskillelse.

Tekst, video og foto: Anette Løkken Sørensen

Så googlede jeg Annes navn….

Engelske Mark og Anne-Dorrit fra Aalborg giftede sig for et par år siden – knap 40 år efter, at de mødtes første gang. Dengang kunne de ikke udleve deres kærlighed, men to skilsmisser og mange år senere, fandt Mark sin Anne-Dorrit på nettet, de mødtes igen, og han flyttede til Danmark. Kærligheden mellem dem var intakt, og nu bor de i Hou, hvor de har åbnet et kreativt værksted.

Vælg en kop, så må du tage den med hjem, når vi har drukket kaffe!

Sådan lyder opfordringen fra Anne-Dorrit, mens hun peger på de mange keramik-kopper, som står på hylden her i ”Mark & Annes Atelier” på Strandvejen, lidt syd for Hou. Valget falder på en kop, som det viser sig, at Anne-Dorrits mand, Mark, har lavet. Det kunne lige så godt have være en af hendes kopper, for parret laver begge keramik her i værkstedet, der hører til huset, som de flyttede ind i december 2022. Det var 36 år efter, at de første gang mødtes i Aalborg!

"Jeg boede lige om hjørnet fra Boulevard Cafeen i Aalborg, og da jeg kom den aften i 1984, hørte jeg nogle, der talte engelsk sammen. Jeg har selv boet, uddannet mig og været gift i England, så jeg ville gerne holde mit engelske ved lige, og begyndte derfor at tale med Marks bror", mindes Anne-Dorrit.
Engelske Mark, og hans bror, var i Aalborg, fordi der dengang var strejke på værftet.

Mark er maskiningeniør og var hentet til Aalborg, med sit sjak, for at arbejde. Englænderne boede på Park Hotel  – og lige overfor værtshuset, og Marks bror skulle hjem dagen efter. Det skulle Mark ikke, så han og Anne-Dorrit mødtes igen aftenen efter:

"Vi talte og talte, og blev så forelskede", siger Anne Dorrit, der nu har efternavnet Harris.

Kærligheden havde dog ringe muligheder, for Mark var dengang gift og har en søn i England, så derfor ville han ikke flytte. Anne har sin datter med en skotsk mand, som dengang boede i England, så skulle nogen flytte, var det hende:

"Men min mor var meget syg, og jeg kunne ikke bære at tage afsted fra hende", forklarer Anne Dorrit. 

Goodbye

Mark var i Aalborg hele den vinter, men Anne Dorrit sluttede forholdet, fordi det var for svært at være i. Mark rejste hjem til det sydlige England og Anne Dorrit blev i Aalborg-området de næste mange år.

"Jeg måtte lukke ned for Mark, for det var for smertefuldt at være i", erkender hun.

Årene gik, begge blev skilt, gift og skilt igen. Mark har arbejdet og rejst som maskiningeniør, mens Anne-Dorit har arbejdet på Børnepsykiatrisk afdeling i Aalborg, på Den Sociale Skadestue og før hun gik på pension, som bostøtte. En aften i 2020 blev Mark nysgerrig på, hvad der mon var hændt for Anne-Dorrit i årene, der var gået, så han googlede hendes navn.

"Det var bare for at finde ud af, hvordan hun havde det, så jeg skrev til hende, og fik hurtigt svar. Da jeg så Marks besked, var der en dør, der sprang op indeni mig. Jeg havde lukket det så langt væk, og pludselig var han der", fortæller Anne-Dorrit.

Hallo again

Mark med et billede af sig selv, som han så ud i 1984, hvor han arbejde på Aalborg Værft.
Mark med et billede af sig selv, som han så ud i 1984, hvor han arbejde på Aalborg Værft.

Denne gang var de begge frie af forhold, og Anne-Dorrit tog til England for at møde Mark.

"Det var helt som dengang, så vi måtte ses igen", fortæller Anne-Dorrit.

Mark, der er 72, gik på pension i 2021, og flyttede til Aalborg.

"Anne og jeg kom rigtig godt ud af det med hinanden, og selvom jeg havde sagt, at jeg aldrig ville giftes igen, så ombestemte jeg mig, da Anne friede til mig", fortæller han smilende.

Parret købte hus her ved Hou, blev gift og har åbnet det kreative værksted og en Airbnb.

"Vi tænker ikke på alder; vi fulgte bare vores hjerter og gjorde det, vi ville denne gang", erklærer Anne-Dorrit.

Begge er de glade for at høre lydbøger, gå ture ved den nærliggende strand, og så er der den fælles, store glæde ved kreative udfoldelser; herunder keramik.

"Vi har skabt et sted, hvor både vi, og andre, kan fordybe sig i kreativt arbejde – i fred og ro, med adgang til materialer, ovn og inspiration. Vi kalder det "Mark & Anne's Atelier" og vi glæder os sådan til at byde velkommen herinde", fortæller Anne-Dorrit, mens hun ser sig om i det hyggelige atelier og forsikrer at: ”Det er lige sådan her, jeg allerhelst vil bruge min tid som pensionist”

Find Mark og Anne-Dorrit her https://www.facebook.com/profile.php?id=61575994337083

Video: Anne-Dorrit og Mark på værkstedet

Flere kvinder er begyndt at netdate

Jane fra Aalborg søgte kærligheden og fandt den på sin egen måde
Efter en skilsmisse og mange år i Als ved Øster Hurup flyttede Jane til Aalborg. I dag er hun på førtidspension på grund af gigt og en rygskade fra en ung alder efter mange års fysisk arbejde. Samtidig har hun forsøgt at skabe nye muligheder i sit liv, og begyndte derfor på en uddannelse som body-terapeut, blandt andet for at lære sin egen krop bedre at kende.

"Jeg tænkte, at nu skulle der ske noget andet", fortæller hun.

Jeg søgte et ligeværdigt og kærligt forhold, fortæller Jane fra Aalborg
Jeg søgte et ligeværdigt og kærligt forhold, fortæller Jane fra Aalborg

Erfaringer med datingsider

Som mange andre singler har Jane Olsen Arnesen også prøvet datingsider, men hun oplevede, at mange beskeder lignede hinanden. Det kunne være svært at finde ud af, hvad folk egentlig søgte.

"Alle skriver næsten det samme. Hvad skal man egentlig skrive?" siger hun.

Derfor valgte hun en anderledes tilgang og lavede et opslag på Facebook med en direkte beskrivelse af, hvad hun ledte efter i en partner. Opslaget fik stor opmærksomhed og blev set af mere end 10.000 mennesker. Jane er 177 cm høj og er ofte blevet kaldt “giraffen”.

Det blev også udgangspunktet for opslaget, hvor hun beskrev sig selv som “Hun Giraf”, der søgte en “Han Giraf”.

Janes krav til en “Han Giraf” var bl.a., at han skulle være højere end hende, bo i – eller tæt på Aalborg - have humor og empati, færdig med tidligere relationer, have plads i sit liv til et forhold og gerne have egne interesser. I opslaget lagde Jane også vægt på, at relationen skulle være ligeværdig og bygge på nærhed, tryghed og ærlig kontakt.

"Jeg søgte et ligeværdigt og kærligt forhold", siger hun.

Erfaringer fra tidligere forhold

Jane fandt kærligheden med dette opslag, hvor hun søgte en ”han-giraf” + et af Jane
Jane fandt kærligheden med dette opslag, hvor hun søgte en ”han-giraf” + et af Jane

Jane har tidligere været gift og har gennem årene gjort sig forskellige erfaringer med parforhold. Hun oplever blandt andet, at det kan være en udfordring at flytte sammen:

"Hvis man har været alene længe, kan det være svært at bo sammen igen", siger hun.

Ud over at være på diverse datingsider, har Jane også gjort en indsats for at møde nye mennesker ude i virkeligheden. Hun har blandt andet deltaget i singlearrangementer i Aalborg og været ude i byen med veninder. Hun har meldt sig ind i en singleklub og engageret sig som frivillig i danseklubben ”Karmaklubben” -  hvor hun oplevede en god stemning.

Hangiraffen var derude

Janes opslag gav gevinst. Først have hun faktisk droppet den ”han-giraf”, som hun nu er sammen med, men så skete der noget uventet:

"Han skrev, at ”jeg irriterende tit kom i hans tanker” og at det var positivt; at jeg havde vækket noget i ham, han ikke helt var klar over fandtes. Nu må tiden vise om det bliver os, men vi vil hinanden," fortæller en glad Jane.

Jane valgte at være meget offentlig med sin søgen, og siger i dag:

"Der var mange kommentarer, hvor nogle skrev: ”Hvor gammel tror hun egentlig, hun er?”  eller ”…hun finder sgu ikke nogen med de krav”, men det er, og var, jeg ligeglad med. Folks negative kommentarer handler tit om, at de skal kigge indad i stedet for at kritisere. Jeg har heldigvis også fået fantastiske tilbagemeldinger fra mange, der bare sendte flotte tilbagemeldinger om en god og anderledes annonce i håb om at finde lykken.

Flere ældre anvender online dating. 

For den ældste aldersgruppe i den undersøgelse, som Danmarks Statistik for nylig offentliggjorde, er der, blandt de 65-74-årige sket en fordobling blandt de borgere, som netdater. De er fortsat relativt få, men andelen er steget fra to procent i 2023 til fire procent i 2025. Det svarer til, at ca. 28.000 af de 65-74-årige er på en dating-app eller -site.

Det er blandt den næstældste gruppe i undersøgelsen: De 55-64-årige, at der ses den største stigning, da der nu er otte procent i 2025, der netdater i denne aldersgruppe, mod tre procent i 2023. Uanset hvilken aldersgruppe, det drejer sig om, er der flere mænd end kvinder, der er på en dating-app eller -site.

I Danmark bor omkring 643.000 personer over 60 år alene. Det svarer til cirka hver tredje dansker i den aldersgruppe. Der er 1.634.000 danskere over 60 år og 643.000 af dem bor alene. Fordelt på køn er det ca. 403.000 kvinder og ca. 239.000 mænd. Det betyder også, at ældre kvinder langt oftere bor alene end mænd, blandt andet fordi kvinder generelt lever længere og derfor oftere mister en partner senere i livet.