Når plejen mangler hænder, kan integration give en hånd med

Af Inge-Marie Krøier Sørensen, FOA

Her samarbejder Aalborg Kommune, Job- og Integrationshuset og FOA Nordjylland om at få integrationsborgere ind i ældreplejen på en måde, der styrker arbejdskraften, trygheden for beboerne og fællesskabet på arbejdspladsen.

Det kræver tid, tålmodighed og tydelige rammer – men gevinsten kan blive et stærkere arbejdsmarked for os alle.

Et fælles projekt med et fælles mål

Der mangler medarbejdere i ældreplejen. Samtidig står mange integrationsborgere uden for arbejdsmarkedet, selvom de har både motivation og lyst til at bidrage. Derfor har Aalborg Kommune, Job- og Integrationshuset og FOA Nordjylland sat et pilotprojekt i gang på Otiumgården: Hvordan får man integration til at fungere i praksis – uden at gå på kompromis med kvalitet, arbejdsmiljø og beboernes tryghed?

Hanne Mousten Madsen og Sara Buch Kaptain fra Job- og integrationshuset et rigtig glade for projektet

Otiumgården: dér hvor det bliver virkeligt

Otiumgården er ikke valgt tilfældigt. Plejehjemmet har meldt sig aktivt ind i projektet, og både ledelse, medarbejdere og tillidsrepræsentant tager ansvar.

Her bliver integrationsborgere en del af hverdagen i konkrete opgaver som rengøring, køkkenarbejde og samvær med beboere. Opgaver, der aflaster det faglærte personale og giver integrationsborgerne erfaring, rutine og sproglig træning. De lærer dansk med hænderne først – og ordene bagefter.

Udvalgt med potentiale – ikke bare “nogen”

Integrationsborgerne er udvalgt af Job- og Integrationshuset i Aalborg Kommune, fordi de vurderes at have motivation og potentiale for arbejdet på et plejehjem, når sproget følger med.

“Vi ved, at vi kommer til at mangle medarbejdere i plejen. Samtidig står mange integrationsborgere uden for arbejdsmarkedet, selvom de har erfaring og lyst til at bidrage. Det her projekt handler om at få de to virkeligheder til at mødes – i praksis, ” siger Sara Buch Kaptain, Job- og Integrationshuset.

Når sproget spænder ben – og hverdagen alligevel skal fungere

På Otiumgården har husassistent Gorm Bahnsen og social- og sundhedshjælper Anne Mathilde Nielsen taget opgaven på sig: at oplære praktikanter uden fælles sprog – én arbejdsdag ad gangen.

Det starter lavpraktisk med Google Translate, fagter og gentagelser. “Vi starter med Google Translate. Det er faktisk måden, vi kommer i gang på. Og så handler det om learning by doing – vise, pege, gentage, ” fortæller Anne Mathilde Nielsen, social- og sundhedshjælper.

Humor hjælper – men tålmodighed bærer det hele

Misforståelser opstår, når sproget mangler – og nogle gange er de næsten umulige ikke at grine af.
Gorm fortæller med et smil: “Jeg kan finde på at sige: ‘Kan du ikke lige tage køleskabet?’ – altså gøre det rent – og så tænker praktikanten: ‘Jeg kan da ikke tage det, det er jo et tungt skrummel!’”
Det er sjovt. Men det er også alvor. Uden fælles sprog kan der opstå utryghed, så opgaverne tilpasses nøje, og beboernes signaler bliver fulgt tæt.

Social- og sundhedshjælper Anne Mathilde Nielsen og Gorm Bahnsen fortæller at man kommer langt med Google Translate

Sprog og kultur: dér hvor det ofte går galt

Tidligt i forløbet blev der holdt oplæg om sprog og kultur for både ledelse og medarbejdere. Målet var at gøre hverdagen lettere og forebygge misforståelser.

“Hvis nogen gør noget, vi oplever som anderledes, skal vi huske, at alle handler klogt ud fra deres egne forståelser og erfaringer. Vi skal være nysgerrige og stille spørgsmål – det er sådan, vi bygger forståelsesbroer, ” siger Hanne Mousten Madsen, konsulent i Job- og Integrationshuset.

For integration går sjældent galt fordi viljen mangler – men på grund af misforståelser.

IGU, sprogmakker og mentor: når rammerne gør forskellen

Projektet handler ikke kun om praktik, men om en vej ind på arbejdsmarkedet, der holder. Derfor er IGU (Integrationsgrunduddannelsen) central, fordi den kombinerer praktik, løn og danskundervisning.

Derudover bruges sprogmakkerordninger og mentorforløb, hvor medarbejdere som Gorm og Anne Mathilde i perioder er frikøbt til oplæring og støtte.

Sara Buch Kaptain peger på, at det ikke altid er ordene, der afgør, om man kan noget, og beskriver en borger fra Serbien med et stærkt kropssprog, som hurtigt fandt sin plads på plejehjemmet – også før sproget fulgte med.

Tydelighed er en forudsætning – ikke en detalje

En vigtig erfaring er, at projektet kræver klare rammer. Hvis roller, ansvar og forventninger ikke er tydelige, bliver det sårbart. Der er information og drøftelse af projektet i MED-systemet, og der arbejdes på en drejebog, så erfaringerne kan bruges på flere arbejdspladser.

“Hvis der ikke er styr på, hvem der tager teten, og hvad vi forventer af hinanden, bliver projektet ikke så stærkt, som det kunne være, ” siger Hanne Mousten Madsen, konsulent i Job- og Integrationshuset.
Det betyder noget – for mennesker og for arbejdsmarkedet

Når integration lykkes på en arbejdsplads som Otiumgården, kan det mærkes flere steder. Samfundet får flere i arbejde, arbejdspladsen får lettere ved at rekruttere, og den enkelte får sprog og kompetencer, der kan give fast fodfæste.

“Det kræver tålmodighed, tålmodighed og tålmodighed. Mennesker er ikke maskiner – vi skal være fleksible og vise velvilje. Men når det lykkes, kan man virkelig mærke, at det gør en forskel, ” siger Gorm Bahnsen, husassistent.

Vi kan løfte både mennesker og velfærd, mener FOA

FOA: Når arbejdspladser tager ansvar, kan vi løfte både mennesker og velfærd

FOA Nordjylland følger projektet tæt, fordi det adresserer manglen på arbejdskraft i plejen. Vibeke Elise Jensen håber, at erfaringerne kan inspirere flere arbejdspladser til at gå samme vej.

“Det her projekt viser, hvad der kan lade sig gøre, når ledelse, medarbejdere, kommune og fagforening arbejder sammen. Det kræver mod at tage imod mennesker, der endnu ikke kan sproget – men gevinsten er stor, både menneskeligt og fagligt, ” udtaler Vibeke Elise Jensen, fagpolitisk leder i FOA Nordjylland.

Når mennesker får en chance, får plejen også én

Historien om Gorm og Mathilde viser, at integration ikke sker af sig selv. Den kræver tid, ledelsesopbakning og kolleger, der vil tage ansvar. Men den viser også, at når mennesker får en chance – så får plejen det også.

Og netop derfor er projektet mere end et integrationsforsøg. Det er et bud på, hvordan fremtidens ældrepleje kan se ud.