Bro til et bedre seniorliv
I Aalborg Kommune er der et team, hvis arbejde består i at bygge bro. Ikke over Limfjorden, men til dig, der måske savner selskab eller kunne bruge hjælp til at få det bedre. De kalder sig Brobyggerne og har besøgt Peter i Nørresundby.
Tekst/foto: Anette Løkken Sørensen
”Vi vil helst blive boende i vores hus, så længe vi kan, da haven for os er et frirum og ikke en pestilens!”
Sådan siger Peter Rødhus, der bor i Nørresundby med sin kone, og grundlæggende gerne vil klare sig selv. Han er 76 år, udfordret på sin balance og har gigt i hænderne. Peter en af dem, der i efteråret modtog et nyt spørgeskema fra Aalborg kommunes Team Brobyggerne De er sat i verden for at bygge bro for borgerne, og får nu hjælp fra 19 spørgsmål om sundhed, hverdag og funktionsniveau, som udvalgte borgere skal besvare. Som lederen af Team Brobyggerne, Malene Pekruhn, udtrykker det:
” Når du besvarer spørgsmålene, får vi et klart billede af, hvordan vi bedst kan støtte dig – helt ud fra din situation Det betyder, at vi kan tilbyde den rette hjælp på det rette tidspunkt. Jo tidligere vi opdager eventuelle udfordringer , jo bedre kan vi støtte og vejlede til det gode seniorliv”.
Peter havde hørt om skemaet, så da han modtog det i sin e-Boks, vidste han godt, hvad det var:
”Jeg tænkte, at det egentlig var meget godt, for i min alder kommer der problemer af forskellig art. For mit vedkommende drejer det sig om balancen og gigt i hænderne”, siger Peter.
Han sidder i sin stue i det hus, som han og konen købte i 1977, hvor kun fundamentet stod her. De var med til at bestemme husets rumfordeling, tapet, køkken – ja, alt hvad det indebærer at bygge et hus. Et hjem. Siden fik de to børn, som for længst er flyttet hjemmefra, men Peter og hans kone vil gerne blive her i parcelhuset:
”Vi vil ikke i en lejlighed, så vi holder os i gang og prøver”, siger han.
Peter fortæller, at han har haft epilepsi hele livet og af den grund fået flere forskellige slags piller, som – viste det sig - ikke kunne arbejde sammen, og at han derfor har nervebetændelse, som førte til balanceproblemer. Skal han stå stille eller gå langsomt, er det, for Peter, som at gå eller stå på en hoppeborg:
”Selv den mindste utilsigtede bevægelse kan få konsekvenser som en brækket ryg eller hofte. Derfor har jeg svært ved at stå op og klare ting som for eksempel at støvsuge"
Når Peter siger sådan, er det ikke en klagesang, men en konstatering. Da han havde indsendt skemaet og blev tilbudt et besøg af Søren Pedersen fra Team Brobyggerne, så han det ganske enkelt som en chance til at finde ud af, til hvad – og om – han kunne få hjælp.
” Brobyggerne kan vejlede i, hvordan du bevarer et godt helbred og kan hjælpe med brobygning til fællesskaber og aktiviteter”, lyder det fra Malene Pekruhn, leder af Team Brobyggerne.
Holder hækken
Brobyggernes mål er at få øje på ældre borgere, der måske ville blive overset og sidde uden at få hjælp til at komme ud af huset, få trænet og være sammen med andre. Det viser sig i samtalen med Søren Pedersen, der er ansat i Team Brobyggerne, at det har Peter allerede selv sørget for:
”Jeg træner tre gange om ugen, og sidste år spillede jeg krolf en dag. Så er der en fridag tilbage til læge – og sygehusbesøg og alt det, jeg render til”, siger han.
Peter er uddannet i det legendariske tøjhus, Boston, som lå der hvor Burger King ligger på Nytorv, og han har været i stormagasinet Anva, som fra 1974 og frem til 1987 lå i krydset mellem Nytorv og Fjordgade, hvor Magasin ligger i dag. Peter har desuden haft en del andre jobs, men kørekort og cykel har han aldrig ejet, for det er balancen ikke til.
”Jeg tager bussen, eller går, hvis det ikke er for langt. Det har jeg vænnet mig til, for det har jo aldrig været anderledes”, som Peter siger.
Han og konen vil gerne klare tingene, selvom hun har gigt og det efterhånden kniber lidt.
”Vi har den aftale, at hun kan lave mad, så dét gør hun, og så vasker jeg op, selvom det nogle gange tager mig meget lang tid”, forklarer Peter.
Han understreger igen og igen, at han ikke klager og egentlig ikke forventer nogen hjælp udefra. For Peter var det fint at opleve, at der er nogen, der holder øje med ham – på en positiv måde, men allerhelst vil han klare sig selv:
”Hvis jeg gik og tænkte for meget på alt det, der er galt med mig, så ville det blive trist. Min far og mine søskende blev ikke ret gamle, og der er meget galt med mit helbred, så jeg er egentlig stolt af, at jeg er blevet 76 år!”, slutter Peter Rødhus i Nørresundby.
Et godt seniorliv starter med forebyggelse!
Tidligere blev forebyggende hjemmebesøg tilbudt besøg når borgeren nåede en bestemt alder. Med den nye ældrelov får kommunen mulighed for at tænke forebyggelse endnu mere helhedsorienteret og være opsøgende overfor en bredere målgruppe.
Team Brobyggerne – trivsel og fællesskab
En vigtig del af den forebyggende indsats er Team Brobyggerne, som har fokus på at fremme trivsel og forebygge ensomhed blandt seniorer. Team Brobyggerne kan vejlede i hvordan du bevarer et godt helbred og kan hjælpe med brobygning til fællesskaber og aktiviteter.
For at gøre det forebyggede arbejdet endnu mere målrettet har teamet taget et nyt, evidensbaseret værktøj i brug: et digitalt spørgeskema, der hjælper med tidligt at opspore eventuelle udfordringer hos ældre. Redskabet består af 19 spørgsmål om sundhed, hverdag og funktionsniveau.
Når spørgsmålene besvares, får teamet et klart billede af, hvordan de bedst kan støtte borgeren. Det betyder, at de kan tilbyde den rette hjælp på det rette tidspunkt. I september begyndte Team Brobyggerne at sende breve med link til spørgeskemaet til de første borgere.
Se en kort video om Brobyggernes arbejde
Tag imod muligheden – det handler om dig
Forebyggelse handler om at skabe tryghed og frihed til et godt seniorliv. Med spørgeskemaet får du en enkel og sikker måde at fortælle os, hvordan du har det – så vi kan hjælpe, før små udfordringer bliver store. Når du modtager brevet med linket, er det din chance for at tage et aktivt skridt mod et godt seniorliv. Det tager kun få minutter, men kan gøre en stor forskel for din trivsel og hverdag. Vi glæder os til at bygge bro til et stærkere fællesskab og et liv med mest mulig livskvalitet – sammen med dig.
Har du spørgsmål eller ønsker du en forebyggende samtale med en fra Team Brobyggerne kan du ringe til dem på 99 82 11 00.