Skip til hoved indholdet

Du kan ikke synge og være sur samtidig!

Derfor er der smil over hele linjen i seniorkoret Rørsangerne, som er en flok sangglade pensionister i Aalborg, der mødes hver torsdag eftermiddag for at synge og ses.

Tekst og foto af Anette Løkken Sørensen


-Skal I have en lille knappenål, så I kan blive deroppe?

Spørgsmålet stilles med smil i stemmen af dirigent Jens Eric Strudsholm, som forsøger af få sopranerne i seniorkoret Rørsangerne til at holde den høje tone. De tager det pænt og prøver igen. Denne gang med mere held:

-Det er allerede meget bedre, roser dirigenten.

Jens Eric har svunget taktstokken over kormedlemmerne i 30 år. Undervejs er der kommet nye til, for som han selv siger:

-Da jeg begyndte som dirigent for koret, var medlemmerne dobbelt så gamle som mig. Det er de ikke længere.

Koret består af knap 46 sangere, som mødes hver torsdag eftermiddag her i Skipperens Idrætshus i Aalborg. Aldersmæssigt spænder de fra 60 til 90 år, og i dag sidder kormedlemmer i en halvcirkel omkring Jens Eric, mens de øver ”Oh, what a beautiful morning” i flerstemmig udgave.

-Der er en lille optagelsesprøve til koret, som egentlig bare består i, at du skal kunne lære en melodi. Vi har stor tilslutning, fordi vi ikke bare synger enstemmigt, fortæller Jens Eric.

Sangglæde

Korets tovholder Gitte Andersen har sunget i koret de seneste tre år:

- Jeg kan godt lide at synge og har tidligere sunget i kor, og så passer det mig fint, at det er om eftermiddagen, vi øver, fortæller hun.

Gitte Andersen havde en tidligere kollega, som sang i koret, så på den måde kom hun med:

- Nye medlemmer siger, at de føler sig taget godt imod, fortæller Gitte Andersen, der er 71 år.

Et par af de nye i koret er Kent Thomsen og Tom Hansen.

-Jeg elsker bare at synge, erklærer Tom, der er på efterløn, i pausen.

Han fik Kent med, som er på ”Arnepension” og også er glad for at synge:

-Her er et godt sammenhold, og du kan synge med. Vi faldt hurtigt ind og er blevet taget godt imod, forsikrer de og opfordrer andre til at melde sig:
-Ja, det kan vi varmt anbefale, supplerer Tom.

87 og 84

Ved et andet bord sidder Anna og Hanne på 87 og 84 år. Anna Christensen har sunget i Rørsangerkoret i 25 år, og bliver ved med at komme, fordi det er hyggeligt, og som hun smilende siger:

-Du kan ikke synge og være sur samtidig!

Hanne Falksen nikker; hun kom med via en veninde, som hun gik til gymnastik med og har holdt ved, fordi:

-Vi har sådan et dejligt samvær.

Det kan Bente Klitgaard, som før har været tovholder i koret i otte år, tilslutte sig:

-Jeg kom med i 2014, da jeg stoppede med at arbejde. Vi går op i, at folk føler sig godt tilpas og går glade hjem. Nogle gange er vi en lille gruppe, der bliver hængende og får snakket, for det kan vi jo ikke, mens vi synger.

Nuværende tovholder Gitte siger:

- Jeg vil gerne have noget samvær ud af det, så jeg holder fast i det sociale.

Der er plads til mange slags grunde til at komme i Rørsangerkoret, som i sin tid fik sit navn, fordi det handlede om at ”komme ud af røret” For en af de yngste i koret, som stadig arbejder, er det endda godt for helbredet at komme her:

-Jeg fik Parkinsons sygdom for 18 år siden. Jeg har som regel følelsen af, at jeg har en kartoffel i munden på grund af min sygdom, men det forsvinder, når jeg synger, fortæller Per Krogsgaard. Han er 61 og underviser på en landbrugsskole, men Per prioriterer at komme her i koret torsdag eftermiddag.

-Min stemme bliver svag om aftenen, når jeg er træt, så jeg synger helst om dagen, og her kan jeg få lov at synge igennem. Det hjælper mig, og så er der en god stemning!

Har du lyst til at synge med?

- Så er du velkommen, når koret øver hver torsdag eftermiddag klokken 13.30 -15.30 i Skipperens Idrætshus, Provstejorden

15. Koret er en del af Seniorsport og alderen spænder fra omkring 60 år og på til 90. Repertoiret spænder fra højskolesangbogen til lystige viser, kanoner, folkesange og små tre – og firstemmige satser. Som medlem af sangkoret skal man kunne deltage i “stående” arrangementer af længere varighed.

Rørsangerne afholder søndags-sang-eftermiddag 22.marts på UCN, hvor alle er velkomne til at lytte og istemme. Rørsangerne optræder også gerne ved andre lejligheder, hvor der er bud efter et sangkor med godt humør. Dirigent Jens Eric Strudsholm træffes på 22 42 86 17. https://seniorsport.dk/start/?page_id=33

Dit Blad

Storemosevej 19
9310 Vodskov

Ring til os

99 82 92 92

Telefontid onsdag 10 til 13

Skriv til os

Skriv mail til ditblad@aalborg.dk