Skip til hoved indholdet

Grøn omstilling: Kunstig intelligens skal gøre Aalborgs ældrepleje mere grøn

Aalborg Kommune har vedtaget et mål om, at alle kommunens biler skal gøres fossilfri fra 2025. I Senior og Omsorg er første skridt i den grønne omstilling at få et mere præcist billede af ældreplejens kørselsbehov, og det skal kunstig intelligens hjælpe med.

Aalborg Kommunes ældrepleje hjælper dagligt kommunens ældre i eget hjem og har derfor et kæmpe kørselsbehov. I Aalborg by klares en stor del af transporten på cykler, men særligt i landområderne er biler også nødvendige. Senior og Omsorg har i dag et mindre antal elbiler, men langt de fleste er hybridbiler, der kører på både benzin og el.

Fra 2025 skal alle nye kommunebiler være helt fossilfri. De skal altså køre på el. Men hvor mange eldrevne køretøjer kræver det at levere den samme hjælp til kommunens ældre som i dag? Og kan bilparken udnyttes bedre? Eller kan dele af den erstattes af andre eldrevne køretøjer? Hidtil har Senior og Omsorg beregnet behovet for biler ud fra antallet af medarbejdere i vagt og afstande i de enkelte lokalområder. Men når bilerne skiftes ud med elbiler, skal deres rækkevidde og adgang til ladestandere også tages med i beregningerne. Det tager nemlig længere tid at lade en elbil end at tanke en hybridbil.

Kortlægning af kørsel

Omstillingen til elbiler kræver en mere præcis viden om, hvor langt og hvor længe den enkelte bil skal køre dagligt. Derfor har alle Senior og Omsorgs eksisterende biler fået installeret en gps, som opsamler køredata fra hver enkelt bil. Dataene skal bruges af en kunstig intelligens til at beregne behovet for køretøjer helt nøjagtigt. Hensigten er at udnytte kommunens køretøjer bedre og måske give færre kommunebiler på vejene i fremtiden – til gavn for både klimaet og kommunekassen.

”Lige nu ved vi alt for lidt om, hvor få biler vi kan nøjes med, hvis hver enkelt bil kører mest muligt. Vi kender vores samlede antal kørte kilometer i hver bil, men vores eksisterende data viser ikke, hvornår de kører. Derfor ved vi reelt ikke, om bilerne kan udnyttes bedre end i dag, eller om nogle af dem måske kan erstattes af cykler. Og det skal vi blive klogere på ved hjælp af kunstig intelligens,” forklarer administrationschef Sidse Kristensen fra Senior og Omsorg.

Vi ved reelt ikke, om bilerne kan udnyttes bedre end i dag, eller om nogle af dem måske kan erstattes af cykler. Og det skal vi blive klogere på ved hjælp af kunstig intelligens,” forklarer administrationschef Sidse Kristensen fra Senior og Omsorg.

Intelligent styret bilpark

Alle Senior og Omsorgs biler har fået installere en gps-sender, der løbende registrerer køredata fra bilerne og sender data til FleetOptimiser. FleetOptimiser er en kunstig intelligens, som kan analysere kørselsmønstre på baggrund af gps-data og beregne, hvor mange og hvilke køretøjer kommunen har behov for til ældreplejen.

FleetOptimiser analyserer køredata og kommer med forslag til, om en bil kan erstattes af en elbil eller cykel, eller måske helt kan undværes. Den kan nemlig også beregne den bedste udnyttelse af biler på tværs af lokalområder og dermed sikre, at forvaltningen hverken har for mange eller for få biler til rådighed.

”Vi har store forventninger til FleetOptimiser. Aarhus kommune reducerede antallet af biler i hjemmeplejen med 30 %, hvilket svarer til en reduktion i udledning af CO2 på 49,4 tons over fem år og en besparelse i leasingudgifter på cirka tre millioner kroner,” siger administrationschef Sidse Kristensen fra Senior og Omsorg.

Senior og Omsorg bevilger og leverer ydelser som personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp, sygepleje, madservice, træning, genoptræning, hjælpemidler og plejeboliger til voksne. Forvaltningen tæller flere end 4.000 ansatte, som hvert år er i kontakt med flere end 15.000 mennesker i kommunen, som har brug for støtte og omsorg i hverdagen.

Køretøjer i Senior og Omsorg

  • Personbiler:
    218, heraf 38 elbiler, 175 hybridbiler, to benzinbiler og en diselbil
  • Varebiler:
    37, heraf en el-, to hybrid-, ni benzin- og fire diselvarebiler
  • Cykler:
    366, heraf 151 almindelige og 215 elcykler.

Aalborg Kommune

Senior og Omsorg

Storemosevej 19
9310 Vodskov

CVR-nummer: 29189420