Papirhuset
Butikken har ligget der siden 1914, og indehaver Kirsten blev ansat (første gang) for 46 år siden. Dengang var der en håndfuld medarbejdere i Papirhuset i Gravensgade. I dag er det Kirsten, som værner om stedets nostalgi med personlig betjening og indretning anno i går. Noget flere og flere søger.
Af Anette Løkken Sørensen
For nylig kom et par unge piger ind i butikken og gik rundt og kiggede på alle tingene herinde. Da de gik ud, hørte jeg den ene sige til den anden: ”Det er altid så hyggeligt med de nye butikker” Jeg stod bag disken og tænkte ”Ja, ja; vi har da ligget her i over 100 år”
Kirsten Bøgh Jensen griner. Hun driver ”Papirhuset” i Gravensgade, som har ligget her, længst oppe mod Algade, siden 1914.
"Ældre mennesker kommer herind og fortæller, at deres forældre tog dem med herind, når de skulle købe papir, skolehæfter – ja, alle mulige ting", forklarer Kirsten, der selv er 62 år. Kirsten kom her til butikken som juleassistance, da hun var bare 17 år, og som 18årig blev hun ansat på deltid.
"Det er utroligt at tænke på, hvor meget af mit liv, jeg har tilbragt her", siger hun nærmest til sig selv og ser sig omkring. Her er sangskjulere, tusser, kuverter, tape, notesbøger, postkort og om lørdagen en afghansk mynde bag disken.
"Det er Find. Han styrer det hele med hård pote, og går kun op i, om der er penge nok i kassen, så han kan få sig en godbid", forklarer Kirsten med et stort smil.
Find (og, jo; det ER med d) er en af tre afghanske mynder, som er Kirstens store interesse udover Papirhuset her, som hun altså har en lang historie med.
"Jeg fik to børn, de første seks år, jeg var ansat her, og i 1990 stoppede jeg og fik job hos Søstrene Grene, hvor jeg hyggede mig med at være. Jeg fik barn nummer tre, og tænkte, at jeg ville gå ned i tid, men så blev jeg opsøgt af Pia, som havde overtaget Papirhuset. Hun sagde: ”Du skal ikke arbejde mindre; du skal arbejde mere!”, og så kom jeg tilbage her til i 1998. Selvom jeg have været væk i otte år, så kendte jeg det hele, og var så glad for, at hun ville have mig", erklærer Kirsten.
Sygdom vælger jeg fra!
I 2015 overtog Kirsten Papirhuset efter Pia, og først tænkte hun, at hun ville modernisere og gøre indretningen mere nutidig, men det fik en kunde hende fra:
"Så er det jo ikke Papirhuset mere, og det er jo rigtig nok, så nu ligner det fortsat sig selv", konstaterer Kirsten, mens hun trækker arkivskuffer, der står på gulvet, frem.
"Se, her står flagguirlander med Carlsens skrift; sådan noget synes jeg jo er sjovt", erkender Kirsten.
Carlsen var første ejer, og butikken var familiedrevet indtil 1998, hvor den blev opkøbt af en trofast medarbejder, Pia G. Larsen, som altså hentede Kirsten tilbage til Papirhuset i 1998.
"Jeg kan godt lide at arbejde her, for her ekspederer jeg kunder og tager mig tid til alle. Nogle skal til fødselsdag og bruge noget bestemt papir eller en sangskjuler, og så får jeg ofte historien om den, der holder festen", fortæller Kirsten.
Hun har mange stamkunder og passer biksen selv, og derfor erklærer hun da også, at ”sygdom er noget, jeg har valgt fra”
"Når jeg skal noget, som ikke kan klares om søndagen, så sætter jeg en seddel på døren og skriver på Facebook, at der er lukket. Jeg gør det i god tid, og oplever, at folk har forståelse for, at det må være sådan, når jeg passer butikken alene. Min datter er her indimellem, og det er dejligt, at hun vil med mig på messe, for jeg kigger jo efter det, vi plejer at købe, mens hun mere siger ”Se nu her” til det nye", fortæller Kirsten.
Hun minder sig selv om, at der er andet i livet end Papirhuset, så derfor prioriterer hun også sine tre afghanske mynder, sine voksne børn og sin mand.
"Men, han arbejder jo også og har sin golf, så det passer os begge fint, at jeg passer butikken, selvom det ofte bliver til 50 timers arbejdsuger, og jeg kunne tjene mere på at sidde ved kassen et sted."
Penge er ikke det afgørende for Kristen. Det er derimod historien, menneskene, der kommer her, og de sjove forespørgsler, som hun ofte får.
"Og så kan jeg rigtig godt lide, at jeg selv bestemmer", erkender hun.
"Ofte er der en kunde, som siger: ”Du må aldrig lukke”, og så siger jeg, at jeg satser på at gøre gangene lidt bredere herinde, så jeg kan passe butikken som 85årig med rollator", siger Kirsten med et smil.
Find Papirhuset på Facebook og papirhuset.dk