Skip til hoved indholdet

Rejsetip: Lokkende, lilla lyng på Lüneburger Heide

Lüneburger Heide er blot fem timers kørsel fra Aalborg, og netop nu er heden betagende; dækket af et lilla tæppe. Du kan vandre og cykle igennem lyngen og sågar gå tur i en barfodspark. Vil du hellere se heden fra bagsædet af en bil, så er det nemt at køre selv – eller tage på en nostalgisk tur i en Bulli. Willkommen!

Af Anette Løkken Sørensen

Allerede i supermarkedet i byen Seevetal, på vej ind mod Lüneburger Heides lokkende, lilla lyng føler vi os velkomne. Her er et meterhøjt skilt med teksten: ”Dänische Wochen” – dansk uge – og selvom det rettelig handler om bagværk, så er det alligevel med en god fornemmelse, at vi kører videre ind i området, der breder sig ud mellem byerne Hannover, Hamburg og Bremen.

Den smukke lyng, som blomstrer her fra august til midt september, kaldes ”lilla teppish” i Tyskland, og vokser her faktisk kun, fordi der i middelalderen blev fældet så mange træer til brug for saltproduktion i Lüneborg, at området sprang i hede. Det kan vi så glæde os over i dag, hvor området besøges af utrolig mange mennesker, men alligevel er der masser af muligheder for at finde fred og ro. Vi ankom en augustaften, og var heldige med lav sol over lyngen og den tørre, særlige duft, som vi også kender fra klitterne og fra Rebild Bakker, som også står flot på denne årstid.

Her er langdistance-vandrene med stave og rygsæk, men også trisserne, der stille og roligt går rundt og lader lyngens duft og stedets magi trænge ind i sindet. Det er vitterligt en meget beroligende fornemmelse at gå aftentur på heden, hvor folk denne aften var tyste.

Barfodspark

Morgenen efter forlod vi, for en kort stund, lyngen og kørte mod byen Egestorf, hvor vi ville besøge en helt særlig park, der intet har med lyng at gøre – udover at du går i bare tæer gennem noget….

Parken er en barfodspark, og det betyder lige præcis det; at du går rundt i bare tæer og mærker verden på en ny måde. Hvem har for eksempel bevidst gået på glasstykker eller hårde nøddeskaller? Ikke os; men selvom det tog lidt tilløb at gå ud i de mørklilla glasskår, så var det overraskende behageligt. Det samme var mudder og spagnum.

”Som at gå igennem chokoladekage”, som jeg hørte en anden parkgæst sige. Vi tøvede med at gå på gran, men det var overraskende blødt og dejligt, mens lyng faktisk kradser lidt under foden, når du går på det. Undervejs i parken er der skilte, som opfordrer til ro og fordybelse. Her er en salthytte, en lille have med krydderiplanter, så selvom parken kalder sig barfodsparken, så handler det i høj grad om at få sanserne i spil. Det er faktisk dejligt at gå barfodet og undervejs går vi på et reb over en lille kløft. At skulle holde balance tvinger dig til at være til stede i nuet – hvilket oplevedes som et ekstra plus her i parken, hvor der også er figurer med poserende yogafigurer og i det hele taget en opfordring til at lade verden ligge for dine fødder (!)

Heide-Bulli

Om eftermiddagen lod vi fødderne hvile og tog en tur med ”HeideBulli” Det er folkevognsrugbrød som er sat i tip-top stand, og som fragter alle, der er klar på en anderledes oplevelse, rundt i Lüneburger Heide.

Bag konceptet står Arne Soltier, har drømt om at få sig en VW bus, siden han var barn – og det er altså 45 år siden. På opfordring fra sin kone, virkeliggjorde han drømmen og købte for ni år siden en Volkswagen T1 (Folkevognsrugbrød), som han satte i stand og begyndte at køre med brudepar.

”Der var så stor efterspørgsel, at jeg sagde til min kone: ”Mon det er en business?” Vi troede på det, og begyndte at køre med gæster i 2020. Vi var modige, for vi gjorde det under corona, men heldigvis var der mange her i området, der tog godt imod ideen og gerne ville køre med os på ture”, fortæller Arne, der er 52.

I dag er der fire ”Bullis” i vognparken, som i højsæsonen kører en del, for det er en behagelig måde at komme rundt på. Jeg havde aldrig prøvet at køre i et folkevognsrugbrød, der er på alder med mig selv, og blev behageligt overrasket. Bilen vugger sine passagerer, og der er noget duvende, blødt i bevægelserne, som gør, at du næsten kan komme til at lukke øjnene en lille smule i…

Men, det ville være synd, for der er meget at se på og Arne er en god guide, der fortæller om både små og store sights i området. Han vil gerne vise det, man som turist ikke ser så meget til. Han kan (endnu) ikke leve af at køre VW på heden, så han arbejder fortsat som flymekaniker for Lufthansa og sørger for gamle biler i sin fritid.

Når Arne starter motoren, begynder gæsternes minder som regel at dukke op:

”Mange har været med forældre og bedsteforældre på ferie i sådan en bus her, og det hele kommer frem, når vi kører afsted. Jeg elsker at de følelser, er er forbundet med det”, erklærer Arne med et smil.

Og lige for god ordens skyld:

Arne bliver tit spurgt, hvorfor han har kaldt det for ”HeideBulli”, for de fleste forbinder ordet med den engelske betydning af ”En bølle” – men Bulli er et uformelt navn for en Volkswagen Transporter, særligt en ældre model.

Find de omtalte steder på:

https://heidebulli.de/

https://www.barfusspark-egestorf.de/

Hvis du vil have flere tips til at vandre på heden, så kig for eksempel. her: https://www.friefodspor.dk/luneburger-heide/

Giv feedback

Dit Blad

Storemosevej 19
9310 Vodskov

Ring til os

99 82 92 92

Telefontid onsdag 10 til 13

Skriv til os

Skriv mail til ditblad@aalborg.dk