Vibeke Gamst genopstiller: Det er rasende spændende
Rådmand Vibeke Gamst havde egentlig bestemt sig for at gå på pension, men pludselig kunne hun ikke se hvorfor. Der er så meget, den 77-årige politiker har lyst til at forandre og forbedre, så hun fortsætter – og opfordrer andre ældre til at være med til at gøre en forskel.
Af Anette Løkken Sørensen
Da Vibeke Gamst fyldte 50, tænkte hun for sig selv, at det nok var begrænset, hvad der fra nu af ville ske af nye ting i hendes liv. Det var i 1997. Fem år senere blev hun valgt ind i Aalborg Byråd for de konservative, og i dag er hun rådmand for Senior og Omsorg.
-Luk aldrig døren for dig selv. Jeg var en sen debutant i politik, men der var ikke plads før da. Politik er ikke en hobby. Det er snarere et deltidsarbejde, som den 77-årige politiker siger.
Som rådmand har Vibeke Gamst fuldtidsjob:
-Det er en helt anden opgave, siger hun, der i dag er øverste chef for omkring 4000 ansatte i Senior og Omsorg.
Som den eneste her på forvaltningens hjemadresse i udkanten af Hammer Bakker har Vibeke Gamst eget kontor, og det bruger hun flittigt. Selvom hun for længst kunne være gået på pension, og faktisk havde besluttet sig for at gøre det, så fortsætter hun med forklaringen:
”Det er rasende spændende!”
Aalborg – min by!
Vibeke er uddannet jurist, og flyttede til Aalborg med sin mand Oluf, der er læge, i 1974. Parret fik børn og Vibeke meldte sig som medlem af både børnehave – og skolebestyrelser.
-Jeg var den, som folk viste tillid, forklarer hun det med.
Hun meldte sig ind i Konservative, længe før hun overhovedet overvejede at stille op i lokalpolitik:
-Jeg interesser mig for det samfund, der er omkring mig, og det at være konservativ er en del af min identitet. Der er nogle, der godt kan lide at skifte rundt mellem partierne, fordi det giver en følelse af frihed til at vælge nu og her, men min DNA er ubestrideligt konservativ, erklærer hun.
Som embedsansat i det tidligere Nordjyllands Amt, havde Vibeke set systemet indefra og vidste, med egne ord, hvad der var realistisk at forvente i amts – og lokalpolitik.
-Nogle politikere kom med et ønske om at forandre verden, men det er en supertanker, der skal vendes, siger hun.
Til gengæld oplevede Vibeke en stor forandring i sit eget syn på Aalborg, da hun blev valgt ind i 2002:
-Jeg så byen med andre øjne; jeg kunne ikke se et papir på gaden uden at samle det op, eller gå forbi noget, der ikke fungerede. Jeg udviklede følelser for Nordjylland, da jeg gik ind i politik, og det havde jeg ikke regnet med. Verden udvider sig, når du får projekter. Når der bliver forventet noget af en, og det undervurderer de fleste betydningen af, mener rådmanden.
Forpligtelsen er positiv, og det gælder i alle livets facetter. Uanset partifarve
Meld dig!
-Jeg er storesøster og finder stor tilfredsstillelse i at skabe ro i flokken, kan jeg godt mærke. Jeg har to mindre søskende, og er vokset op med, at det var naturligt at have pligter i familien og i livet. Uden det kan det være svært at se, hvem du er, og hvad du vil. Svært at få en karakter bygget op,. Jeg kan godt lide det, Karen Blixen sagde om, at livet forlanger noget, for at give noget tilbage. Hvis du slipper ind i livet på en børnebillet, så får du sådan et liv, hvor du ikke bliver voksen og tager forpligtelser på dig, mener Vibeke.
For hende er forpligtelsen positiv, og det gælder i alle livets facetter. Uanset partifarve:
-Så længe du kan stå distancen, synes jeg, at du skal være med. Engagement kommer i mange størrelser, og der er mange andre måder end det demokratiske organ, som jeg har valgt, men jeg synes, at du selv skal gøre noget. Hellere slides op end ruste op, som jeg siger og selv lever efter, forklarer Vibeke og tilføjer:
-Min generation har en tendens til at tænke, at vi ikke vil gøre os uheldigt bemærket, men det er aldrig for sent at lukke munden op. Det kan godt være, at du ikke skal stille op til Europarådet, men der er også Ældrerådet. Måske nogle tænker, at ”det kan jeg nok ikke finde ud af”, men der er ikke farligt og glæden ved at være med og forpligte sig er stor. Ældrerådet er en mulighed for at få indflydelse og have det hyggeligt, så hvorfor ikke være med til at påvirke beslutningstagerne?!
Vibeke har sat sig selv i spil flere gange og erkender, at hver gang hun går ind i en valgkamp, så kører adrenalinen i kroppen og hun tænker: ”Jeg bliver nok ikke valgt”, men håber det alligevel.
For Vibeke er alder ingen hindring, når det kommer til at engagere sig. Hun synes overordnet, at hendes årgang 1947 har meget at byde ind med:
-Alderen giver meget, og hvorfor overlade alt til de unge?! Sportsfolk går ikke af, fordi de når en vis alder, men når de ikke længere kan stå distancen, og dét kan mange ældre. Vi skal ikke føle os forpligtet til at træde til siden, men hellere se os selv som nogle, der kan give støtte og sparring til de unge. Jeg synes den nyeste teknologi er udfordrende at følge med i, og jeg bliver ofte overhalet, når jeg cykler gennem byen, men det har jo ingen betydning i politik. Så til jer der læser med, vil jeg sige: ”Kom nu ind i det Ældreråd!”
VIBEKE MERETE GAMST – Blå Bog:
Født juli 1947 i Aarhus. Jurist og politiker fra Det Konservative Folkeparti og rådmand for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune og regionsrådsmedlem i Region Nordjylland. Hun overtog rådmandsposten 8. oktober 2024 fordi den tidligere rådmand, Kristoffer Storm, var blevet valgt til Europa-Parlamentet. Gift med læge Oluf Gamst som hun har tre voksne børn og to børnebørn med.
Hvordan stiller du op til Ældrerådet?
Alle borgere, der har fast bopæl i Aalborg Kommune og er fyldt 60 år den sidste valgdag 28. september 2025, kan stille op og blive valgt til Ældrerådet.
Opstillingen af kandidater foregår via Ældrerådets side på aalborg.dk
Tilmeldingen af kandidater åbner mandag den 5. maj 2025 klokken 9.00 og lukker søndag den 1. juni 2025 klokken 23.59.
I forbindelse med opstillingen skal kandidaterne indsende:
- en kort tekst til præsentation. Teksten må maksimalt være på 300 tegn og bringes i det trykte valgmateriale
- en lidt længere uddybende tekst af det, kandidaten står for og vil arbejde for. Teksten må maksimalt være på 1600 tegn (svarer til cirka en halv side) og bringes på valgets hjemmeside
- et vellignende digitalt foto af kandidaten på en neutral baggrund. Billedet bruges i det trykte valgmateriale, på valgets hjemmeside samt på valgplakater og lignende
- link til kandidatens side på Facebook, Instagram, LinkedIn eller lignende, hvis kandidaten ønsker at indsætte det.
Hvis en kandidat ikke er i stand til at stille op via hjemmesiden, kan han eller hun kontakte Senior og Omsorg på telefon 2520 1481, der kan hjælpe med at stille op.