Ældrerådet: Aktivitet er ikke bestemt af alder
Når 350 pensionister synger Plutonium fredag formiddag, så ved man, at alder ikke kommer med behovet for en lænestol og en eftermiddagslur.
Frivillig Fredag
Det blev en fantastisk Frivillig Fredag i Agri Nord Hallen.
Syv fra Ældrerådet var med, og vores bord blev hurtigt omdannet til en mindre informationscentral. Spørgsmålene kom fra alle sider:
”Kan I ikke komme og fortælle om Ældrerådet?”
”Hvem skal jeg egentlig tale med?”
”Kan I hjælpe mig med…?”
Og selvfølgelig kunne vi det – eller i hvert fald forsøge.
Og så var der vores konkurrence. Hold da op en kø!
Vi overvejede et øjeblik, om vi skulle indføre kø-numre og åbne en reception.
Men det vigtigste var egentlig ikke konkurrencen. Det var mødet mellem mennesker. Samtalerne. Nysgerrigheden. Fællesskabet. Og alle de mennesker, der bruger en del af deres tid på at gøre noget for andre.
FNs internationale ældredag den 1. oktober
Og måske er det netop her, vi finder noget af svaret på årets internationale ældredag den 1. oktober.
Den sætter i år fokus på, hvordan vi skal indrette vores samfund, når vi lever længere.
Det lyder måske som et lidt højtideligt FN-spørgsmål. Men prøv lige at tænke over det.
Vi har fået flere leveår – men har vi fået et samfund, der er indrettet til dem?Tag bare den kollektive trafik.
Hvis man ikke længere kører bil, hvordan kommer man så til lægen, biblioteket, familien, indkøbscentret eller den aktivitet, man gerne vil deltage i?
Det hjælper ikke meget at tale varmt om selvstændighed og aktivt seniorliv, hvis bussen er kørt, før man nåede hen til stoppestedet.
Og indkøb?
Vi taler meget om digitale løsninger, selvbetjening og nethandel. Det er glimrende for mange. Men et samfund skal vel også fungere for dem, der gerne vil kunne gå ned og købe mælk – og samtidig møde et andet menneske.
Måske er den lokale købmand faktisk en del af vores sundhedsvæsen
Ikke fordi han kan udskrive medicin, men fordi han måske er den, man lige får en snak med.
Og så er der boligerne
Hvorfor tænker vi så ofte seniorbolig som et sted, hvor man flytter hen, når man ikke længere kan klare sig selv? Kunne vi ikke tænke langt mere offensivt?
Flere seniorfællesskaber. Boliger, hvor man både kan have sin egen dør og samtidig have et fællesskab lige på den anden side.
Måske et fælleskøkken. Måske en have. Måske et værksted. Måske bare et sted, hvor man kan drikke kaffe sammen og diskutere, hvem der egentlig har taget den sidste småkage.
Det handler ikke kun om at bygge boliger til ældre. Det handler om at bygge rammer for et liv. For længere levetid er jo egentlig en fantastisk gave. Men den gave skal kunne pakkes ud.
Derfor skal vi måske holde op med kun at spørge:” Hvordan hjælper vi de ældre?” Og i stedet spørge:
”Hvordan indretter vi et samfund, hvor mennesker kan blive ved med at leve, bidrage, bevæge sig, mødes og være en del af fællesskabet – også når håret bliver lidt tyndere, benene lidt langsommere og erfaringen til gengæld meget større?”
Det var noget af det, vi så på Frivillig Fredag.
350 pensionister, der sang, grinede, spurgte, hjalp og deltog.
Det er ikke en generation, der står og venter på at blive passet.
Det er mennesker, der allerede bidrager.
Så måske er spørgsmålet ikke, hvad vi skal gøre for de ældre.
Måske er spørgsmålet snarere:
Er vi som samfund dygtige nok til at skabe plads til alle de mennesker, der har fået den fantastiske mulighed at leve lidt længere?
Det synes Ældrerådet, vi skal turde tage en ordentlig snak om.
Og gerne mens vi stadig kan nå bussen.
Med venlig hilsen
Gylla Brandborg
Formand for Ældrerådet