
Høj tilfredshed med plejehjem i Aalborg
Både beboere og pårørende er i høj grad tilfredse med plejehjemmene

Høj tilfredshed med plejehjem i Aalborg
Aalborg Kommune har netop gennemført en undersøgelse af tilfredsheden med plejehjem i Aalborg Kommune. Den viser, at både beboere og pårørende i høj grad er tilfredse og samtidig giver resultaterne vigtig viden til at gøre tilbuddene endnu bedre.

714 beboere har deltaget i individuelle interviews – knap halvdelen af alle plejehjemsbeboere i kommunen.
• 85 % er tilfredse med at bo på plejehjem
• 88 % oplever at få den hjælp, de har behov for
• 82 % oplever, at medarbejderne ved, hvad der er vigtigt for dem
Sidstnævnte er en tydelig fremgang i forhold til tidligere år og hænger blandt andet sammen med arbejdet med helhedspleje.
”Det er altid dejligt at få bekræftet, at beboerne er meget tilfredse med at bo på vores plejehjem. I år glæder jeg mig særligt over den markante fremgang i beboernes oplevelse af, at vores medarbejdere ved, hvad der er vigtigt for dem. Det har blandt andet være et af målene med at indføre helhedspleje på vores plejehjem", siger Vibeke Gamst.
Undersøgelsen viser også, at der er områder med lavere tilfredshed. Det gælder især sociale relationer, hvor 57 % svarer, at de har venner eller bekendte blandt de andre beboere. Mange beboere angiver dog samtidig, at de ikke ønsker eller har overskud til meget socialt samvær, hvilket kan påvirke resultatet.
Mange giver dog selv udtryk for, at de ikke ønsker eller har overskud til meget socialt samvær.
Pårørende vil gerne inddrages mere
For første gang har kommunen også spurgt de pårørende. 253 har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, som er udviklet sammen med pårørende.
• 75 % er tilfredse med pleje og omsorg
• 70 % føler sig trygge ved den hjælp, deres nærtstående får
• 69 % er tilfredse med informationen ved indflytning
Samtidig peger flere på behov for bedre kommunikation i hverdagen. Eksempelvis svarer 58 %, at de bliver informeret, når der sker ændringer i den pårørendes helbred eller trivsel. Derudover svarer 58 %, at personalet lytter og inddrager pårørendes viden og erfaringer i plejen.
"De pårørende er vigtige for beboernes trivsel på plejehjemmene. Derfor er vi også glade for, at de har deltaget i undersøgelsen i år. De pårørende efterlyser mere kontinuitet, information og inddragelse i hverdagen. Det er vigtig viden, som vi tager med ind i vores videre arbejde med at udvikle kvaliteten af vores plejehjem", siger plejeboligchef Susan Johanne Pedersen.
Tilfredshedsundersøgelsen omfatter både kommunale plejehjem og friplejehjem.
Aalborg Kommune har 35 kommunale plejehjem med i alt 1594 plejeboliger og fire friplejehjem med i alt 179 plejeboliger.
