start på hovedindhold

Ny begyndelse på nybygget plejehjem i Gandrup

På Gandrup Plejehjem flytter beboerne ind til trægulve og afdæmpet indretning. Både de - og medarbejderne - får muligheden for en ny begyndelse.

Tekst, foto og video af Anette Løkken Sørensen

To kvinder i en have
Ethel kan godt lide at komme i haven - her sammen med plejehjemsleder Marlene Smidt

Selvom Ethel har klaret sig selv, siden hendes mand døde for 36 år siden, så nyder hun, at hun nu bare skal gå ud på gangen med sin rollator for at møde nogen.

”Jeg kan godt lide at snakke med folk. Jeg vil gerne bruges, og der er nogen her, der er meget på deres stue og ikke har så stort overskud, så der kan jeg gøre en forskel”, siger hun.

Ethel L. Kristensen er 95 år, og har haft sin egen lille lejlighed her på det nybyggede plejehjem i Gandrup siden 1. juni i år. Ethel har været kirkesanger i mange år og har en stor berøringsflade i lokalsamfundet, hvor hun har boet i 63 år. Hun er glad for, at hun fortsat kan være en del af sit nærmiljø, da plejehjemmet, med plads til i 50 beboere, ligger i udkanten af Gandrup.

”Jeg har jo haft mine børnebørn med til søerne og fjorden, og så havde vi madpakke med”, fortæller hun og peger på det store vægmaleri, som byder velkommen indenfor i det toetagers byggeri. Her er teglværkssøerne, teglværket og Limfjorden i horisonten afbilledet. Virkeligheden er trukket indendørs.

”Vi er tro mod lokalområdet i vores udsmykning af stedet, og tager det ind, som er udenfor,” siger Marlene Smidt, som er leder på Gandrup Plejehjem.

Hun har været ansat som sådan siden første november i fjor, og har været med til at ansætte og indrette:

”Vi har indkøbt alt; helt ned til ostehøvlen”, som hun smilende siger.

To ældre ved et bord
Ethel og Egon Richs har faste pladser overfor hinanden i opholdsstuen.

For Marlene Smidt er det en fantastisk mulighed at få lov at bygge et plejehjem op fra bunden. Hun er optaget af at skabe et godt liv på det, der for de allerfleste beboeres vedkommende, er den sidste adresse i livet:

”Fordi man flytter på plejehjem, slutter livet jo ikke. Livet skal fortsat leves, men der skal måske andre ting til, for at man kan bevare, eller få en ny, livskvalitet.

Kvinde foran maleri
Charlotte Cocks er glad for at være med til at opbygge nye vaner

Vi stræber efter at få et hus, hvor livskvalitet understøttes af hjemlig hygge, samvær, gode stunder og plads til alle”, siger lederen.

Social – og sundhedshjælper Charlotte Cocks søgte om at arbejde her på det nye plejehjem, fordi det er en mulighed for at lade nye vaner komme til:

”Alle starter op fra bunden, og her er der er ikke nogen vaner, som har været dyrket i 30 år, og som er svære at bryde. Her bliver alle hørt, og alle får lov at bidrage, og det er megagodt”, forklarer Charlotte.

Hendes leder, Marlene Smidt, søgte her til Gandrup af de samme grunde. Hun er uddannet sygeplejerske, har arbejdet i psykiatrien og startede med ledelse i 2021 som assisterende leder.

 

Billede af mus på stikkontakt
Er der mus på plejehjemmet? Ja, som en del af et vægmaleri

”Min drøm var på sigt at blive plejehjemsleder og den mulighed fik jeg Gandrup. Her er det jo både personale, beboere og pårørende, der skal fungere, og det er en fed oplevelse at være med til at skabe det.

Samtidig er det dejligt at mærke, at lokalsamfundet er så interesserede i, at vi er her. Vi har dagplejebørn på besøg hver 14. dag, og et samarbejde på vej med skolen, så vi kan få besøg derfra også. Vi har frivillige, som kommer og går tur med beboerne, spiller spil eller drikker en kop kaffe i opholdsstuen.

Vi har haft besøg af alpakaer, grise og vores Skt. Hans Aften var så god, at vi allerede har gjort det til en tradition”, fortæller Marlene.

Kvinde skræller æbler
Ingrid Villadsen skræller æbler til æblekage

Hun er opmærksom på at markere tidens gang, for som hun siger:

”For nogen kan det oplevelse at tiden går i et, når man bliver ældre. Derfor er det vigtigt at vi tydeliggør årstidernes gang, markeret højtiderne og sammen skaber nye traditioner.”

Dén er Ethel med på, og hun er glad for at bo her:

” Man kan jo bruge sig selv på en god måde her, sådan som jeg altid synes, at jeg har gjort. Jeg er glad for at være her”

Mand spiller badminton med ballon
I aktivitetsrummet kan der spilles badminton mad balloner

Gandrup plejehjem er opført i naturskønne omgivelser og rummer 50 boliger fordelt på to etager. Plejehjemmet er opdelt i 4 boenheder, hvor tre rummer 12 boliger og den sidste rummer 14 boliger.

De to vinkelbygninger forbindes af en fælles kerne i midten og gør at alle boligerne har udsigt til enten plejehjemmets frugtlund, blomsterhave, skov eller marker.

Find plejehjemmet på Facebook:  https://www.facebook.com/GandrupPlejehjem/?locale=da_DK

Adresse: Poul Smeds Vej 3, 9362 Gandrup