Skal du brændes?
Vi har besøgt Aalborgs krematorium, så du kan blive klogere på, hvad der sker, hvis du, som de allerfleste, vælger at blive kremeret efter din død.
Man kan ikke gå og tænke: ”Åh nej, nu er der en, der er død!”
12 kremeringer om dagen. Seks dage om ugen. Langt de fleste vælger i dag kremering fremfor kistebegravelse, og det foregår sobert og professionelt på Aalborg Krematorium. Her er døden altid til stede, og som medarbejder skal man kunne distancere sig til det. Ellers bliver det for hårdt, siger teknisk leder Jerrik Park Bisgaard.
Tekst og foto af Anette Løkken Sørensen
Østre Kirkegård i Vejgaard henligger i morgensol og efterårsfarver. Den lave, rødbrune bygning, som huser Kapel og Aalborg Krematorium, matcher omgivelserne på fineste vis. Jeg har en aftale med Jerrik Park Bisgaard, der er tekniker i Aalborg kommune. I telefonen har han fortalt mig, at døden kommer i bølger.
”Der er flere, der dør efter sommerferien og før jul, men det topper efter nytår og et stykke tid frem, hvor mange simpelthen dør af den ensomhed, som de oplever i forbindelse med højtiden.”
Jerrik Park Bisgaard har arbejdet med døden i 30 år, og han erkender, at det er nødvendigt med en professionel distance i et job, hvor døden er omdrejningspunktet.
”Man kan ikke gå og tænke: Åh nej, nu er der en, der er død” forklarer han.
Så bliver det for personligt, og opgaven for Jerrik og medarbejderne her på krematoriet er netop, at være så neutrale som muligt.
I dag er der en mindehøjtidelighed i kapellet, som er et højloftet rum med rå, røde mursten, træbænke og enkle kors udført i keramik på væggene. Bygget i 1969 med al den gedigenhed, som den tid kunne mønstre. Rummet kan let gøres ”symbolneutralt”, for dette er netop ikke et kirkeligt rum, men et rum hvor alle, religiøse eller ej, kan få en sidste opmærksomhed.
”De pårørende kan også koble sig på lydanlægget via bluetooth, så de selv kan vælge, hvilken musik, der skal spilles”, forklarer Jerrik Park Bisgaard.
I rummet overfor kan pårørende komme og se afdøde en sidste gang, før kisten lukkes:
”Det er der nogle, der har brug for, og det blander vi os ikke i”, siger Jerrik.
Kister på køl
Gartner Lone Skjødsholm kommer ind med et sort jakkesæt over armen. Hun sørger for at arrangere blomsterne ved kisten ved dagens mindehøjtideligheder, og ellers ”er jeg der”, som hun udtrykker det.
Jeg har fået at vide, at jeg ikke må fotografere kisterne, for selvom de alle er hvide og ser ens ud, så kan der være noget som gør, at en kiste bliver genkendt, og det skal pårørende ikke se i et blad, forklarer Jerrik.
Jeg forstår og nøjes med at iagttage kister på køl, på frost, i kælderen og foran de to ovne. Her på krematoriet skelnes der mellem kister, som blot venter på at blive hentet af bedemænd:
”Vi kalder det kistehotellet, og bedemændene har adgang til at komme her og sætte kister på køl hele døgnet, for vi dør jo ikke altid indenfor normal arbejdstid”, som Jerrik påpeger.
Han åbner døren ind til kølerummet, hvor kisterne står på række. Længst inde er et fryserum, hvor temperaturen er minus 15 grader.
”Nogle er her, fordi der går langt tid før eventuelle pårørende kan se afdøde, og andre er her, fordi de var meget syge, da de døde, eller hvis liget har ligget længe i vand”, forklarer Jerrik.
På vej ud af rummet peger han på tre, smalle stålhylder og fortæller, at her stilles de mindste kister. Jeg siger til ham, at det næsten er det værste syn; også selvom der ingenting står på hylderne. Han nikker.
De to kremeringsovne står i det største rum, som kaldes ovnhallen, og som er en tilbygning fra år 2000. Overfor ovnene er en elevatorluge og over den en skærm, hvor man kan se de kister, som er i kølerummet i kælderen. Når man scanner en stregkode, er der en robot, som henter kisten på sin plads, og sender den op med elevatoren:
”Det er det gamle sikringsrum, som vi fik lov at bruge til kølerum. Jeg stod for at indrette det, og løse problemet med, hvordan vi skulle vi få kisterne op fra kælderen til her, hvor ovnene er. Vi kan jo ikke bære dem op ad trappen”, konstaterer Jerrik Park Bisgaard.
Han blev inspireret til indretningen, da han så en containerterminal indefra og besøgte LEGO, hvor en robot henter præcis de klodser, der skal bruges.
”Det var det, der gik forud og på den måde kan vi få den rigtige kiste op”, siger han.
Det handler om at optimere arbejdsgange, både af hensyn til de ansattes arbejdsvilkår og af hensyn til miljøet. Det er ikke ligegyldigt i hvilken rækkefølge kisterne kommer ind i ovnen, for det kræver mere energi at brænde en let kiste end en tung. Derfor skiftes der mellem let og tung. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan kisten vender, når den køres ind i ovnen:
”Torsoen skal have mest energi, og brænderne sidder i den ene ende”, siger Jerrik.
Alt er maskinelt, forklarer Jerrik, der også står for at skulle indrette et nyt krematorium et endnu ukendt sted. De to nuværende ovne kan ikke følge med antallet af kremeringer, og desuden er der i dag langt flere kister i størrelse XL, som ganske enkelt ikke kan gå ind i de nuværende ovne.
En kiste står foran en af de to ovne. Lågen går op, kisten køres ind på en skinne, som kører ud igen, efter at kisten er sat på plads inde i ovnen. Lige før ovnlågen lukker helt, kan jeg se flammerne omkring kisten, og for en, der aldrig har set det før, er det nu lidt mærkeligt. Det var jo engang et liv.
”Man skal kunne holde en professionel distance til døden, ellers kan man ikke arbejde med det, men nogle skal jo hjælpe os til at komme herfra”, som Jerrik siger.
Temperaturen inde i ovnen kommer op på omkring 1000 grader, og til sammenligning er der i en almindelig brændeovn cirka 350 grader, når det brænder bedst. På den anden side af kremeringsovnen er askebakken, hvor resterne efter kremeringen køler af, før det kommer i en såkaldt ”askebereder”, hvorfra det bliver knust.
Metaldele som kunstige hofter og implantater sorteres fra og genanvendes, mens den nu pulveriserede aske kan puttes i urne. En urne dublet puttes også derned, for den fungerer som identifikation, og kan fortælle afdødes identitet længe efter, at de jordiske rester er væk.
Urnen stilles i et rum og er klar til afhentning.
Selve processen fra kisten kommer til krematoriet til urnen afhentes, sker typisk i denne rækkefølge:
- Kisten kommer til krematoriet
- Kisten bliver registeret og påføres en stregkode
- Kisten bliver sat i kølerum
- Kremation
- Asken samles og afkøles
- Asken hældes på urne sammen med urnedublet
- Urnen med aske afhentes på krematoriet
- Kremering koster 3.460,00 i Aalborg Kommune
- Kisten skal være lavet af materiale, der fuldstændigt brænder op, uden at der sker skade på kremeringsovnen, og som er forsvarlig for personalet på krematoriet at håndtere. Derfor er det kun muligt at benytte godkendte bisættelseskister ved kremering.
Aalborg Krematorium i Vejgaard hører under Teknik og Miljø ii Aalborg Kommune. Overskudsvarmen bliver sendt ud i fjernvarmenettet og leverer overskudsvarme til, hvad der svarer til 60 parcelhuse. Langt den største del af varmen fra kremering kommer fra den gas, der bruges til at holde ovnene på de meget høje grader. Selve kremeringen bidrager med en meget lille del.
Historien går tilbage til slutningen af 1800-tallet, da koleraepidemierne rasede i Europa. De mange dødsfald, som epidemierne var skyld i, gjorde byernes kirkegårde overfyldte, og frygten for smittefare ved de traditionelle begravelser steg. I 1881 blev Danmarks første ligbrændingsforening etableret og i 1886 åbner landets første krematorium på Frederiksberg. Siden da har kremering stille og roligt vundet så bred en accept, at størstedelen af danskerne i dag vælger denne afskedsform.
I 1940 overgik opgaven med at drive begravelsesvæsenet fra kirken til Aalborg Kommunalbestyrelse. Derfor er det kommunen, der i dag driver krematoriet på Østre Kirkegård. Det er en service, som kommunen ifølge Sundheds - og Kirkeministeriet fortsat er forpligtet til at yde.
I 2025 blev der registreret 3.516 dødsfald i Aalborg Kommune, hvor langt hovedparten resulterede i kremationer. Alt tyder på, at kremeringsprocenten i Aalborg vil stige, så ni ud af ti vil vælge kremering indenfor de næste 8 til 10 år.