start på hovedindhold

Tullebundet

Vi var med, da 50 kilo kærlighed var til optagelsesprøve som besøgshund. Tulle er en Grand Danois og betog alle, så vi følte os ”Tullebundet”

Dame og hund

Tekst og foto: Anette Løkken Sørensen

”Tulle elsker mennesker. Og dyr!”

Så enkel er forklaringen på, at Melissa Larsen Andersen er taget til optagelsesprøve med hunden Tulle, der er en Grand Danois,for at se, om hun kan blive besøgehund i TrygFondens regi.

”Hun synes ikke, at vi får nok gæster, så vi tænkte, at det var værd at teste, om hun kunne blive godkendt” forklarer Melissa smilende.

Besøgshund på prøve
Galina K.W. Plesner, der er Projektchef i TrygFonden Besøgshunde er også en stor dyreven, og her krammer hun hunden Dina

Vi er på Sofiegården i Aalborg, som denne tirsdag i september lægger hus til test af hunde- og deres ejere:

”Vi leder efter den gode kombination af en ejer, der gerne vil, og en hund, der både kan og vil”, forklarer Galina K.W. Plesner, der er Projektchef i TrygFonden Besøgshunde.

En hund kan nemlig være både sød og charmerende, men den skal opfylde en række krav for at være besøgshund.

”Vi ser først og fremmest på, om hunden ville vælge at være sammen med fremmede mennesker. Det er som en slags dating, hvor vi leder efter det gode match”, siger Galina videre.

Ud af de hunde, der kommer for at blive testet, er der omkring en tredjedel, der bliver godkendt. En af dem er Tulle.

Et godt fjæs

Melissa, der er kommet med hunden Tulle, forklarer, at hun gerne vil bruge nogle timer af sit liv på at tage ud til plejehjem med hunden. Hun har før arbejdet i en ride-fysioterapi, hvor der kom mennesker med handicap, og hun så hvilken glæde det gav dem at være tæt på de store dyr.

”Og, så tænkte jeg, at jeg har en hund, der elsker mennesker, og jeg vil gerne glæde nogen, så sammen kan vi gøre en forskel for nogle mennesker”, siger hun som baggrund for at melde sig som frivillig.’

Galina fra TrygFonden Besøgshunde fortæller, at de frivillige ingen løn eller kørepenge får, og at drivkraften til at melde sig som besøgsven, med hund, kommer af noget helt andet:

”Det er mennesker, der selv har så stor glæde af hunde, at de ikke kan forestille sig at skulle sidde på et plejehjem uden den kontakt til en hund. Mange vil gerne have det fællesskab med deres hund; at de gør noget sammen, og gøre noget godt for andre”, forklarer hun.

Hund der sidder og dame, der står
Tulle klarede testen med bravur

Sådan er det også for Melissa, selvom Tulle egentlig er hendes kærestes hund:

”Han have hende, da vi mødtes, så han sagde: ”Der følger en Grand Danois med” så det var jo nemt”, fortæller Melissa smilende.

Dengang var Tulle en hvalp, og siden er hun altså vokset en del og vejer i dag 50 kilo. I den tid er Melissa flyttet sammen med kæresten og Tulle i Kongerslev. Hendes mor er også flyttet ind:

”Og derfor er hun med i dag, for så kan vi begge tage ud med Tulle, hvis der er en dag, hvor jeg ikke kan”, forklarer Melissa.

Derfor er de to, der sidder i den indhegning, hvor Winnie Bøge fra TrygFonden Besøgshunde nu skal teste Tulle på nogle områder:

”Jeg sidder i kørestol, for at vise, hvordan borgerne ofte vil møde hunden, og Tulle har jo en god højde. Mange vil synes, at det er hyggeligt at få sådan et fjæs ind i hovedet”, siger Winnie smilende.

Glæde og godbidder

Hund og mennesker
Det er for voldsomt hvis en hund af den størrelse hopper op af glæde, men typisk er store hunde meget rolige

Netop fordi Tulle er en Grand Danois er der alligevel lidt flere forholdsregler at tage, forklarer Galina K.W. Plesner:

”Det er for voldsomt hvis en hund af den størrelse hopper op af glæde, men typisk er store hunde meget rolige, og samtidig er der jo en Wauw-effekt, når hun kommer ind ad døren, som også tæller med”

Både projektchefen og de øvrige fra TrygFonden Besøgshunde er meget positive overfor Tulle, fordi hun er rolig og ikke lader sig skræmme. Hun bliver testet med en krykke, der falder til jorden, for hvis en hund farer sammen ved pludselige, høje lyde er det et minus i det samlede regnskab. 

”Nogle racer er mere ”Happy-go-Lucky”, kan lide mennesker og selskab, og for dem er det bare en bonus, at de ovenikøbet for godbidder. Men, der er også atypiske racer, som er mere eller mindre sociale, så alle har en chance”, forsikrer Galina.

Dame og hund

Mange ældre på plejehjemmene vil også gerne kramme besøgshundene, og dét er Tulle helt klar på:

”Hun er blevet kørt som trillebør og alt muligt, for min kæreste vil være sikker på, at hun kan håndtere det, når der kommer børn på besøg eller hvis vi får børn, og Tulle kan vældig godt lide at blive krammet”, siger Melissa.

Winnie tester det, og Tulle består både kramme-test og også at Winnie tramper rundt på gulvet i et forsøg på at stresse hunden, så hun kan se, hvordan en reagerer.

3 mennesker og en hund
Tulle er blevet kørt som trillebør og alt muligt, og hun kan vældig godt lide at blive krammet

”Hun er jo også robust overfor lyde” konstaterer Winnie tilfreds.

Dyrlægetesten er bestået, og mon ikke Tulle snart er klar til at tage ud som besøgshund?

”Vi beslutter det først i aften, for så sammenligner vi alle de hunde, der har været inde, men jeg tror ret sikkert, at Tulle bliver godkendt”, siger Galina.

Som en siger: ”Vi er Tulle-bundet”

Hvis du også gerne vil være besøgsven med din hund, så kig ind på https://besogshunde.dk/