Tyvstart: Læs bogen, før filmen får premiere
Gå på opdagelse i en række bøger, der bliver til film i år - og find inspiration til både læsestolen og biografsædet.
Der er noget særligt ved at læse en bog, før historien flytter sig over på det store lærred.
Du når at kende karaktererne, lade billederne opstå i hovedet og opdage de detaljer, som ikke altid får plads i filmen.
Resten af året får flere spændende filmatiseringer premiere i biografen. Det er en oplagt anledning til at sætte dig i den gode stol og læse de oprindelige ord først.
Her har Aalborgbibliotekerne samlet bøgerne bag nogle af de kommende filmoplevelser.
Nøjsomheden af Stine Askov

Stine Askovs roman er en varm og humoristisk fortælling om kærlighed, social arv og de vilkår, vi formes af.
Mona vokser op med en psykisk syg mor i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden og forelsker sig i Nikolaj, på den rigtige side af Strandvejen.
Nu er historien blevet til film med Hella Joof i instruktørstolen.
Saltstien af Raynor Winn

Raynor og Moth mister deres hjem og bliver ramt af sygdom. Det får dem til at begive sig ud på en næsten 1.000 kilometer lang vandring langs Englands kyst.
Raynor Winns selvbiografiske bestseller er nu blevet filmatiseret.
Dobbeltfejl af Anne Mette Kirk

En video med tre drenge bliver starten på en historie om hemmeligheder, skyld og mødres trang til at beskytte deres børn.
Anne Mette Kirks spændingsroman er nu filmatiseret med blandt andre Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl. Filmen får dansk premiere i september.
Satans mænd af Andrev Walden

Andrew Waldens prisvindende og selvbiografiske debutroman handler med både humor og alvor om en dreng, der vokser op med hele syv forskellige faderfigurer.
"Satans mænd" er blevet læst af mange, og filmen får dansk premiere i september.
Fornuft og følelse af Jane Austen

To meget forskellige søstres kærlighedshistorier. Den ene romantisk og stormfuld, den anden rolig og besindig.
Foregår i den engelske overklasse i 1800-tallets begyndelse.
Verity af Colleen Hoover

Lowen skal skrive en serie færdig for en kvindelig succesforfatter, der er invalid efter en ulykke.
Lowen bor i forfatterens hus, der er ramt af sorg efter flere familietragedier, og hun forelsker sig lidenskabeligt i hendes mand.
Men hvad er det egentlig, der foregår i det hus?
Solopgang over høsten af Suzanne Collins

Suzanne Collins vender tilbage til Panem med endnu en forhistorie til "The Hunger Games".
Denne gang følger vi en ung Haymitch Abernathy, mange år før han bliver Katniss Everdeens mentor, da han udvælges til det 50. dødsspil.
Romanen er nu på vej som film til november og giver fans et nyt, dystert kapitel i det brutale Hunger Games-univers.
Transfervindue af Maria Gerhardt

"Transfervindue" er en stærk roman, der belyser de komplekse emner ved at skabe en dystopisk fremstilling af Nordsjælland som et luksuriøst hospice.
Romanen er skrevet med en fokus på livet og døden, samt de menneskelige relateringer, der skaber sig i hospicet. Maria Gerhardt, som også arbejdede som dj under navnet Djuna Barnes, har skabt en roman, der kombinerer personlige beretninger med satirisk og dystopisk element.
Bogen er blevet anerkendt for sin originalitet og dens bevægende fortælling, der har fået mange læsere til at læse med
Profeten på Dune af Frank Herbert

I "Profeten på Dune" følger vi Paul Atreides, der nu regerer som kejser over universet og er tilbedt som et religiøst ikon.
Hans magt er større, end nogen enkelt mand nogensinde var tiltænkt, men hans position trues af en sammensværgelse inden for hans egen indflydelsessfære. Huset Atreides begynder at smuldre, og Pauls store kærlighed, Chani, samt deres ufødte arving, står over for livsfare
Bogen udforsker både politiske intriger og de personlige konsekvenser af Pauls enorme magt.
