Vi hygger os jo med det
Hver tirsdag aften i sommerhalvåret fyldes festpladsen i Lundby Krat med klassiske biler - og deres ejere. De tjekker hinandens biler ud, griller, snakker og hygger sig - og alle er velkomne; bil eller ej.

Tekst: Anette Løkken Sørensen Foto: Thea Zia Kjarval og Anette Løkken Sørensen
Ved du, hvordan det lyder, når man drejer nøglen i en Cadillac, model Eldorado Cabriolet fra 1973 og vækker den enorme V8 motor, som gemmer sig under den, også enorme, kølerhjelm på sådan en ikonisk amerikanerbil? Nej, vel? (Hør det i videoen nedenfor)
Lyden af en V8 der buldrer
Det er ikke en lyd, man hører særligt ofte, men her på Festpladsen i Lundby Krat, ved Gistrup, er der hver tirsdag aften i sommerhalvåret træf for biler, der netop ikke er som alle andre.

”Her kommer alt fra Ford A og helt frem til de nye biler, der er specielle. Det behøver ikke være veteraner, men der skal være benzin i blodet!”
Sådan forklarer Kjeld Christensen, hvilke biler man kan forvente at møde på sådan en perfekt sensommeraften.
Han er her med sin kone, Helle Christensen og deres fælles kærlighed: Den hvide Cadillac, der er seks meter lang (!), og så bred, at der snildt kan sidde tre mennesker ved siden af hinanden på for-og bagsæder. Eller bænke, som de kaldes i cadi-kredse.
Helle og Kjeld er faste gæster her på pladsen, og de har biler nok til at kunne troppe op med forskellige udgaver:
”To engelske, to amerikanske, en tysker og så de to svenske, som er til daglig brug”, opremser Kjeld.

I aften er vejret skønt, så derfor valgte parret Cadillac:
"I solskin er det sjovest i cabriolet”, forklarer Helle.
Hun og Kjeld parkerer som regel det samme sted, men Helle pointerer:
”Vi har ikke faste pladser herude, vi holder bare det samme sted”
Hun, manden og bilen parkerer længst væk fra hovedvejen, hvor de sætter bord, stole og gasgrill frem på det spot, hvor de har erfaret, at trætoppene på den modsatte side er så lave, at man kan sidde længst tid i aftensolen her. De er altid nogle stykker sammen:
”Vi kommer jo for at møde hinanden”, som Helle pointerer, og snakken om bordet er lige så vigtig, som de biler, der holder og skinner foran.
”Mange spørger til, hvad det koster at have sådan en hobby her, men den første bil vi købte, kostede 50.000 kroner, og det var det samme, som det kostede vores nabo at tage en ferie på Cuba. Det handler langt hen ad vejen om prioriteringer”, mener Helle.
Hendes forældre ”gik også op i biler”, som hun siger, og Kjeld har hun kendt hele sit voksenliv, for som han smilende indskyder:
”Vi havde 39-års bryllupsdag forleden, så det er da et bette kun”
Jaguar fra 1972
Og, for at komme fordomme og klicheer omkring de helt særlige biler, som kommer rullende herind på pladsen fra klokken 17 og frem; så jo; der er flest mænd over 50 her på pladsen, og jo; det er dyrt at køre i en ældre bil med en stor motor. De kan nemt drikke en liter per fem-seks kilometer, men her handler det ikke om fornuft. Det handler om følelser:
”Det er en drengedrøm!”

Så enkelt kan Ejvind Christensen begrunde sit valg af bil, som er et pragteksemplar af en Jaguar med V12 motor fra 1972, som han har haft i 20 år:
”Jeg så den tilfældigt stå hos en mand på Fyn, og spurgte om han ville sælge den. Da jeg kom hjem skilte jeg den ad, samlede den og fik den lakeret i den originale farve”, fortæller Ejvind.
Bilens kølerhjelm når græsset, når det er slået op, og det tiltrækker mange nysgerrige blikke. To drenge nærmer sig med et henført blik på bilen, der ville indbringe 4-500.000 kroner, hvis Ejvind solgte den. Men det gør han aldrig!
”Jeg er vokset op i Søndergade, inde i Aalborg, og der boede en journalist, som havde sådan en Jaguar i sølvfarvet. Den beundrede jeg meget, og ønskede at få en, så på den måde er det en drøm, at jeg fik fat på den her, for der er ikke mange af dem”, fortæller Ejvind.
Hans far var cykel- og knallertsmed:
”Så jeg har lappet cykler, siden jeg kunne kravle”, fortæller Ejvind, der er mekaniker og pladesmed, og har sat adskillige biler i stand.
Madholdet

Foran Jaguaren sidder en flok mænd og spiser. De andre på pladsen kalder dem ”Madholdet”, for de er både mange, og transporter pølser, brød, kage og kaffe samt grill på ladet af et folkevognsrugbrød, som Ejvind faktisk også har sat i stand fra bunden. Hans kone, Ulla, er her også i aften og siger:
”Vi kalder flokken her for Lundby-familien, for det er Ejvinds anden familie, og så har han også et par brødre iblandt”, siger hun smilende.
Ulla Damsted er mest til tohjulede køretøjer, som den Harley Davidsom motorcykel, hun ynder at køre på, men hun nyder også en tur i den elegante Jaguar, som har plads til både picnicbord- og kurv i bagagerummet, der åbnes som en låge, modsat de fleste andre biler.
”Herude handler det om nostalgi, hygge og om at være sammen. Der er en god portion mandehørm, og nogle gange har jeg spurgt Ejvind, hvorfor han skal herud hver tirsdag, men det gør jeg ikke mere, for det er sådan, det skal være”, fortæller hun.
Hvis du har fået lyst til at opleve biltræffet på egen hånd, så foregår det hver tirsdag fra klokken 17 og frem på festpladsen i Lundby Krat ved Ishytten, Hadsund Landevej 430, 9260 Gistrup
Du kan melde dig ind i Facebook-gruppen ”Lundby Krat Klassisk Biltræf” https://www.facebook.com/groups/LundbyKratKlassiskBiltraef
