Skip til hoved indholdet

Det er jo min familie

De er jo min familie! Sådan omtaler Ole Kristiansen medarbejderne på Otiumgården, hvor han bor.

Allerhelst ville han bo hjemme hos Bente, men Ole har fået frontallapsdemens efter en blodprop og har indimellem svært ved at styre sin vrede.

-Det er kun Bente, der går ud over, og jeg bliver så ked af det bagefter, fortæller Ole Kristiansen.

Han er lige fyldt 73 og er tidligere kaptajn:
-Hele mit liv har jeg været rolig og haft et arbejde, der krævede det, og så bliver jeg så opfarende….

Ole ser næsten forundret ud, som han sidder her i sin hyggelige stue med udsigt til terrasse, bøgehæk og fuglenes foderbræt. Det er netop på grund af den såkaldte frontallapsdemens, at han sidder her og ikke hjemme hos sin kone gennem mere end 50 år.

-Det her er det næstbedste, og jeg oplever virkelig, at personalet - pigerne som jeg kalder dem - er som familie for mig. En morgen var jeg så ked af, at jeg var blevet så vred på Bente, og så kom et par af pigerne ind og satte sig hos mig, og jeg lukkede op for det hele, og vi fik snakket. Det kan være svært at sige, hvad omsorg er, men når du oplever det, så er du ikke i tvivl om, hvad omsorg er. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil mig det bedste, forklarer han.

Koma

Ole har boet her på Otiumgårdens demensafsnit i snart tre år, og det er hverken til at se eller høre, at den opmærksomme, smilende mand ved bordet er dement. Hans frontallap, der fungerer som en slags filter hos os, blev ramt, da han fik en blodprop. Selv husker han ikke noget, men véd, at han faldt omkuld foran elevatoren på Sygehus Syd, hvor han skulle til undersøgelse for noget andet…

-Og, det var jo nok det bedste sted at falde om, som han humoristisk bemærker.

Bente havde sat ham af, så hun kunne parkere bilen, og da hun kom tilbage, var Ole væk:

-Hun kunne ikke finde mig; det var så synd for hende, men jeg lå i koma, og var væk i ni-et-halvt døgn før jeg vågnede igen. Da jeg vågnede, sad hun og nulrede min hånd; det er det første, jeg husker, og da jeg mærkede, at jeg ikke kunne bevæge mig, så jeg hen mod vinduet og tænkte, at jeg ville ønske, at jeg kunne hoppe ud af det, erkender Ole.

Han var tæt på at opgive det hele, men kom til Brønderslev, ”og der fandt jeg ilden indeni og knoklede for at vende tilbage”, som han siger.

Målet var at vende tilbage til det pensionistliv, som han knap var begyndt på, for som han siger:

-Planen var jo at køre rundt i et mobilehome i Italien! I stedet fik han tilbudt en lejlighed her på Otiumgården, hvor han på den ene side er lykkelig for at være, men samtidig helt ulykkelig:

-Det var jo som at få en mukkert i hovedet, at vi skulle skilles ad, siger han om flytningen fra Bente.

Det kan være svært at sige, hvad omsorg er, men når du oplever det, så er du ikke i tvivl

Ole Kristiansen

Få det bedste ud af det

I dag har de fået ”det bedste ud af det”, som Ole siger. Han er glad for sin lejlighed, hvor billeder og bøger om skibsfart fylder vægge og reoler. Ole har sejlet og hele sit liv følt stor samhørighed med vandet.

-Jeg har gået på Ryesgade skole, været søspejder og kunne ikke leve uden fjorden. Den dag jeg ikke er her mere, vil jeg hældes ud far krukken og i fjorden. Det er bestemt, forklarer han.

Ole finder sit sociale liv udenfor plejehjemmet, for han kan ikke rigtig snakke med de andre på demensafsnittet, der har det langt dårligere end ham.

-Nogle gange kommer jeg ud, når alle er gået i seng, og så sidder jeg sammen med pigerne og fortæller røverhistorier, siger han med et glimt i øjet.

Ole kommer en del på Erindringsværkstedet i Vestbyen, og når helbredet er til det, træner han. Han holder sig positiv, men erkender, at det har været meget hårdt indimellem:

-Jeg har grædt mine tårer, og det er vigtigt at få lov til at sørge over sin situation, men jeg har bestemt mig for at prøve at få det bedste ud af det, og jeg er heldigvis god til at rejse mig. Jeg synes, at jeg bor på Aalborgs bedste plejehjem, for de er så søde alle sammen, og det har noget med kulturen her på stedet at gøre. Den er god og jeg elsker dem allesammen, erklærer Ole smilende.

Ole Kristiansen medvirker i bogen ”Omsorgens Ansigt” som du også kan læse om i Dit Digitale Blad

Giv feedback

Dit Blad

Storemosevej 19
9310 Vodskov

Ring til os

99 82 92 92

Telefontid onsdag 10 til 13

Skriv til os

Skriv mail til ditblad@aalborg.dk