Stjernestunder kan opstå på badeværelset

Tekst og foto: Anette Løkken Sørensen

”De mennesker, jeg har mødt her, balancerer professionalisme og empati, struktur og improvisation – og de gør det hver eneste dag.”

Sådan siger Mathilde Bjerring Eriksen om det personale, som hun har fulgt gennem en længere periode i sit arbejde med bogen ”Omsorgens Ansigt”, der udkom for nylig. Mathilde er antropolog og skriver i forordet til bogen, at ”den har til hensigt at skildre den strøm af nuancerede oplevelser, som lever og udvikles i hverdagen på et dansk plejehjem”

”Jeg havde i flere år været frustreret over, hvordan omsorgsarbejde bliver portrætteret i mainstream medier og film; ofte lidt nedladende,” begrunder hun blandt andet sit projekt med.

Mathilde kommer fra en familie, hvor flere kvinder arbejder i omsorgsverdenen, og gennem samtaler med dem fik hun et helt andet billede af deres faglighed end det, der bliver tegnet. Da hendes morfar flyttede på plejehjem, så Mathilde omsorgens ansigt på tæt hold.

”Han knyttede sig til personalet. Det var ikke bare nogen, der kom ind og hjalp ham. Det var mennesker, der virkelig holdt af ham, og som han holdt af. Det var dybt menneskeligt, og jeg tænkte: Hvor bliver den side af omsorgen beskrevet, så tanken er vokset i mig, og da muligheden bød sig her, hvor lederen var med på ideen, tænkte jeg: Hvis andre ikke griber den, så griber jeg den selv”.

Leder ikke efter huller i osten

Mathilde ville gerne lave både en bog og en radiomontage, fordi hun også er musiker, og gerne ville bruge det format. Hun søgte, og fik, penge fra Aalborg Kommune og var fra begyndelsen meget opmærksom på, at hun selv skulle opleve – og samtidig ikke være forudindtaget:

”Jeg stræbte efter objektivitet og ville gerne skildre professionel omsorg, og samtidig ville jeg gerne bidrage til at tale faget op. Jeg har ikke været her for at finde hullerne i osten, forklarer Mathilde.

Hun har bevidst skrevet sig selv ind i bogen, for som hun siger:

”Det ville være svært at være så tæt på de mennesker, der er her, uden at skrive mig selv ind i det, men det er jo ikke min fortælling. Det er deres oplevelser”.

Oplevelsen af overvældende åbenhed og varme gjorde indtryk.

”Det var vildt rørende for mig den første uge, hvor jeg var her flere dage i streg. Jeg blev hurtigt tryg og turde stille en hel masse spørgsmål, som for de her mennesker har været niveau-nul-agtige. Hvis det ikke var fordi, jeg følte mig tryg, ville jeg nok have holdt mig tilbage”, siger hun med et smil.

”Jeg måtte lige hjem og læse, hvad en antropolog egentlig laver,” griner Evy om udsigten til at have en akademiker med på Sidelinien i sit daglige arbejde.
Evy er 65 og har været social- og sundhedsassistent på Otiumgården siden 2008:

”Vi tænkte: Hvad er det for en fagperson, der skal ind i vores hus? Men det viste sig at være spændende. Hun var en del af hverdagen og observerede vores relationer – og vi har faktisk fået rigtig god feedback på det.”
Helen Pedersen, der er kollega og tillidsrepræsentant nikker og siger:

”Mathilde kom med en ny vinkel. Hun fik os til at tænke over ting, vi normalt bare gør uden at reflektere så meget. Når nogen spørger: ”Hvorfor gør du egentlig sådan?” begynder du at se sit eget arbejde med nye øjne.”

Liv på plejehjemmet

Mathilde, der er 28, blev overrasket over, hvor meget liv der er på et plejehjem anno 2025:

”Der er så meget humor, nærvær og pingpong her. Jeg troede, det ville være mere stille, men det er et lille samfund i samfundet med store personligheder, dramaer og latter. Samtidig er det et sted, hvor sårbarheden er tæt på. Jeg har set, hvordan medarbejderne griber beboerne i både glæde og sorg – og gør det med en professionalisme, der bygger på dyb menneskelig forståelse.”

Det er Helen enig i og beskriver det sådan her:

”Mathilde har kaldt os kamæleoner, og sådan ser jeg også mig selv lidt. Nogle gange skal jeg være som en mor for en beboer, andre gange lidt underdanig for at få en borger til at samarbejde og nogle gange bare ligeværdig. Det handler aldrig om at bestemme, men om at finde den tilgang, der får mennesket foran én til at blomstre.”

”Du finder de små indfaldsvinkler. Når jeg gør sådan her, så virker det. Og jeg lærer hele tiden – af kolleger, af elever, af beboerne selv. Jeg siger tit til elever: Lær beboerne her at kende! Det gør alt lettere”, siger Evy.
Mathilde understreger, at noget af det mest fascinerende for hende var at se, hvor tydelig fagligheden er – selv i de små bevægelser.

”Jeg troede, omsorgsarbejde handlede meget om rutiner og praktiske opgaver. Men jeg så, hvordan de bevidst brugte deres blik og timing. En hånd på skulderen, en tone i stemmen, et blik – det er dyb faglighed. Det er det, der gør, at beboerne føler sig trygge.”

”Jeg er nødt til at være på, når jeg er her. Der er ikke plads til at have en dårlig dag. Hvis noget er svært, tager vi os tid til at tale med kollegaer, så vi kan fungere. Og vi skal også huske at fylde hinanden op – for vi giver så meget af os selv hver dag. Da jeg læste Mathildes bog, tænkte jeg: Hold da op – det har hun lagt mærke til!” I en travl hverdag bliver det ofte glemt, hvor mange små ting du gør for, at beboerne har det godt. Mathilde fik os til at se, hvor bredt vores arbejde faktisk spænder.” siger Evy.

Helen fortæller, hvordan relationerne, for hende, er kernen i en god arbejdsdag.

”Det, jeg elsker ved arbejdet, er, når jeg får skabt kontakt til en beboer, der ellers er lukket inde i sig selv. Der var engang en svært dement dame, der tidligere var sygeplejerske. Når hun begyndte at fortælle fra dengang, kunne jeg få tårer i øjnene, for så åbnede hun sig for et øjeblik. Det er det, jeg lever for i arbejdssammenhæng.”

Personlig, men ikke privat

”Det her projekt har forandret mig,” erkender Mathilde, der har oplevet, hvordan aldersforskel er blevet mere ubetydelig:

”Mit syn på livets forgængelighed er ændret. Jeg er 28 år, men jeg har knyttet mig tæt til mennesker mellem 80 og 100 år. Det gør noget ved én. Når du møder mennesker, som dem, der arbejder med omsorg, og som aktivt tager sig tid til at være åbne, så bliver det universelt. Det er ikke bare et fag, det er en måde at være i verden på.”

Det kan både Evy og Helen genkende:

”Du lærer hele tiden at mærke dig selv. Hvis du har brug for et pusterum, skal du sige det. Det kan være meget larm og mange følelser. Men jo ældre du bliver, jo bedre bliver du til at rumme og reflektere over det.” siger Helen og Evy tilføjer:

”Vi har jo været her længe, og vi ved, hvor vigtigt det er, at nye kollegaer føler sig trygge. Vi har mentorordninger, så de kan få koblet deres lille erfaring med vores store – og omvendt. De kommer med ny viden, og vi har erfaringen. Det er et samarbejde.”

Både Evy og Helen har været i faget i årtier, og for dem er det netop mangfoldigheden af mennesker og historier, der gør arbejdet meningsfuldt.

”Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med mennesker,” fortæller Helen. ”Folk siger, at så skal jeg tørre røv, men det er jo en lille del af det. Det vigtigste er, at jeg kan give nogen en god dag”

”Du er nødt til at være på, når du er her, så der er ikke plads til, at vi har det svært. Du kan ikke komme og have en dårlig dag”, tilføjer Evy med et smil.

Omsorg - samfundets hjerte

For Mathilde blev Otiumgården et billede på noget større – noget grundlæggende menneskeligt, som hun mener, vi i samfundet er ved at glemme og hun håber, at Omsorgens Ansigt kan være med til at ændre den offentlige forståelse.
”Jeg har ikke skrevet den hellige gral. Men hvis bogen kan give bare et par beslutningstagere lyst til at lytte mere til fagligheden her, så har jeg gjort noget rigtigt. For omsorgens ansigt er ikke sentimentalt – det er stærkt, klogt og dybt menneskeligt.”

”Vi har hele tiden radaren ude for at hjælpe borgeren bedst, og jeg er faktisk god til det her med mennesker. Det er spændende at få det hele menneske med, og stjernestunderne kan jo opstå over en kop kaffe eller på badeværelset!”