Ældrerådets Hjørne april 2026
April er jo den måned, hvor man kan opleve sol, regn, hagl og måske endda lidt sne – april gør, hvad den vil.
April gør, som den vil… og det gør vi også, næsten.
April er jo den måned, hvor man kan opleve sol, regn, hagl og måske endda lidt sne – alt sammen på én og samme dag. Det er ikke for ingenting, man siger, at april gør, hvad den vil.
Og på en eller anden måde minder det faktisk lidt om livet i Ældrerådet.
Den ene dag står vi med en brugertilfredshedsundersøgelse, der ligger helt i top
– og den næste dag kæmper vi med udfordringer, som f.eks. busser, der bestemt ikke kører, som vi gerne vil.
Store kontraster? Ja tak!
Men det er jo netop det, vi er valgt til:
- At kunne navigere, når det blæser lidt.
- At holde fast, når tingene skifter retning.
- Og at finde løsninger midt i det hele.
Og heldigvis – så er vi faktisk ret gode til det
Dialog, debat og retning

Der har været godt gang i hjulene i Ældrerådet den seneste tid.
Vi har blandt andet haft dialogmøde med det politiske udvalg og forvaltningsledelsen. Her havde vi – om vi selv skal sige det – en god portion relevante punkter med i tasken.
Og det bedste af det hele? Der bliver arbejdet videre med langt de fleste af dem. (Er man nysgerrig, kan man som altid snuse rundt på vores hjemmeside, hvor dagsordener, referater og høringssvar ligger klar.)
Tidligere i april deltog vores formand, Gylla Brandborg, i en paneldebat om
Ældre Bofællesskaber For hvad er det, vi gerne vil med dette område?
Jo – fremtidens ældreboliger skal kunne lidt af det hele: Det vil du kunne læse mere om i en kommende udgave af Dit Blad
Når hverdagen skal fungere

Udover det hele har vi også været omkring køreplanerne og afgivet høringssvar. Denne gang var der heldigvis ikke de helt store rystelser i busverdenen… men ro på overfladen betyder jo ikke altid, at alt kører på skinner.
For efter en borgerhenvendelse om de tidligere servicebusser – som nu er blevet til teletaxaer – er der alligevel noget, der rumler lidt. Flere borgere oplever, at det ikke helt fungerer, som det var tænkt. Så faggruppen har sagt: “Den kigger vi lige nærmere på!”
For hvis transporten driller, så gør hverdagen det også – og det tager vi alvorligt (og med vedholdenhed).
Det der virker – og gør os stolte
Og så til noget, der luner lidt ekstra:
Aalborg Kommune laver løbende brugertilfredshedsundersøgelser – og her er der gode nyheder fra plejehjemsområdet
En ny undersøgelse blandt både beboere og pårørende viser en høj tilfredshed.
Hele 714 beboere har deltaget i individuelle interviews – og resultaterne peger klart i én retning:
Der bliver gjort rigtig meget godt arbejde derude.
Samtidig bruges undersøgelserne aktivt til at gøre det endnu bedre – både lokalt og på tværs af kommunen.
Så ja…
Vi bevæger os fra busser, der kan drille – til plejehjem, der gør det godt.
Og det er måske meget godt billede på vores arbejde:
Vi tager fat dér, hvor det halter… og glæder os over det, der virker.
Begge dele er lige vigtige
Nye idéer og forårets energi
Der skal tankes op… og ikke kun kaffe.
Nye idéer kommer ikke altid af sig selv – de skal hentes, deles og nogle gange lige rystes lidt sammen med andres gode erfaringer.
Derfor sender Ældrerådet i Aalborg en lille, stærk delegation på 6 deltagere til Danske Ældreråds repræsentantskabsmøde og ældrepolitiske konference den 4. og 5. maj på Nyborg Strand.
Her skal der tankes op på inspiration, faglighed og nye perspektiver – sammen med ældreråd fra hele landet. For selvom vi gør meget godt lokalt, bliver vi kun bedre af at lytte, lære og lade os inspirere.
Vi tager afsted med åbne ører, nysgerrighed i bagagen – og vender forhåbentlig hjem med nye idéer, der kan gøre en forskel.
Kort sagt:
En lille tur ud… for at blive endnu skarpere hjemme
Foråret spirer

... og som Tv2 synger: her er liv og glade dage – jeg har nemlig mig selv og min fremtid.
Så ikke mere overflødig snak – livet leves jo bedst lidt fremadrettet og med et smil på læben.
For lige om hjørnet venter foråret for alvor…
Med ramsløg – skovbundens egen lille hvidløgs-hemmelighed,
rabarber – syrlige som livet selv indimellem,
radiser – sprøde og friske,
og spinat og spæde salater, der næsten hvisker: “nu er det nu”.
Det hele spirer - Så godt forår.

Med venlig hilsen
Formand for Ældrerådet
Gylla Brandborg
